Lige nu læser andre
Danmarks kvindelige ishockeylandshold kom ned på jorden igen efter søndagens fine sejr over Østrig efter overtid.
Mandag aften fik danskerne nemlig en øretæve af Norge, som vandt 5-1 ved VM i Tjekkiet. Maria Olausson scorede det danske reduceringsmål i tredje periode.
Danmark er nyoprykker blandt de næstbedste ishockeynationer for kvinder, men holdet havde søndag vist, at det godt kan være med.
Alligevel havde nordmændene scoret tre gange bag Hvidovre-keeperen Amalie Joa allerede efter 10 minutter af dagens kamp.
Læs også
Derefter lykkedes det bedre for danskerne at lukke af. Norge scorede dog en enkelt gang i anden periode, inden Maria Olaussons reduceringsmål fem minutter inde i tredje periode.
Nordmændene øgede til 5-1 kort før tid.
Danmark møder Slovakiet i næste kamp på onsdag. Efter nederlag på 3-6 til Norge søndag og 1-3 til Frankrig mandag, skal slovakkerne forsøge at hente lidt oprejsning mod de danske nyoprykkere.
/ritzau/