Forside Nyheder 56 personer fra den store hashaktion forbliver fængslet

56 personer fra den store hashaktion forbliver fængslet

56 personer fra den store hashaktion forbliver fængslet

Københavns Byret har tirsdag forlænget en række varetægtsfængslinger i den opsigtvækkende sag om organiseret hashhandel i Pusher Street på Christiania.

Københavns Politi skriver i en pressemeddelelse, at 29 af de 82 anholdte, der er sigtet i flere forskellige sager omhandlende salg af hash, alle har fået forlænget deres varetægtsfængsling i yderligere fire uger til 6. maj 2014.

Dermed har retten nu forlænget varetægtsfængslingen af 56 personer, efter at 27 personer mandag blev sendt yderligere fire uger i fængsel.

Mandag oplyste politiet ellers, at der var tale om blot 15 forlængelser, men det var tilsyneladende en fejl, skriver politiet nu.

Efter mange måneders efterforskning slog politiet 13. marts til i den største aktion nogensinde mod organiseret hashsalg i Pusher Street på Christiania.

Omkring 80 personer blev anholdt, og flere end 150 adresser på Sjælland blev ransaget i jagt på hash, penge og bagmænd. I dagene, der fulgte, blev flere personer anholdt, og i alt sidder 82 altså nu fængslet som resultat af aktionen.

Blandt de mange anholdte var flere fuldgyldige medlemmer af rockergruppen Hells Angels. Et ledende medlem af rockergruppen begik efterfølgende selvmord i sin celle på Københavns Politigård.

Desuden blev en politimand anholdt i forbindelse med aktionen – en omstændighed, som Københavns Politi hidtil har afvist at kommentere. Man vil end ikke bekræfte, at en politimand er fængslet i sagen.

I de kommende dage frem til og med torsdag vil politiet kræve varetægtsfængslingen over resten af de sigtede forlænget. Den sigtede betjent gik dog allerede i sidste uge frivilligt med til, at hans fængsling blev forlænget med fire uger.

/ritzau/

Ads by MGDK