En mand omkom sent lørdag aften i en brand i en lejlighed i Løsning nord for Hedensted. Der er tale om lejlighedens 35-årige beboer.
Sydøstjyllands Politi fik ved midnatstid besked om, at der var udbrudt brand i et lejlighedskompleks på Gammel Præstegårdsvej.
– Brandvæsnet finder i en af lejlighederne en person, som desværre er afgået ved døden, fortæller vagtchef Lars Grønlund, der mener, at dødsfaldet højst sandsynligt skyldes røgforgiftning.
Årsagen til branden er ikke endeligt fastslået.
Politiet har en formodning om, at den kan være opstået i lejlighedens køkken.
– Den er muligvis opstået omkring komfur og emhætte, men hvad der er årsag til det, kan vi ikke sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt, siger vagtchefen.
Ilden bredte sig fra køkkenet til ejendommens tagetage, sandsynligvis via ventilationsanlægget.
Beboere fra tre opgange måtte evakueres, mens brandvæsnet fik slukket ilden. Ingen andre kom alvorligt til skade ved branden, og ingen af de øvrige beboere har måttet en tur på sygehuset.
/ritzau/