Lige nu læser andre
Nordeas danske kunder bruger deres smartphone oftere end computeren, når skal i banken. Rekorden blev sat i april, hvor mobilbanken havde 5.430.980 besøg mod netbankens 5.179.999, viser tal fra Nordea.
Det er første gang, mobilbanken overhaler netbanken målt på antal besøg.
– Vi oplever, at kunderne har taget mobilbanken til sig i stor stil. Samtidig bruger de ofte netbanken, som de plejer, siger privatkundedirektør i Nordea Ken Adrian om kundernes brug af mobilen til bankforretninger.
Han mener, at det er muligheden for at tjekke sine finanser på mobilen, der er med til at give rekorden.
Læs også
– Kunderne logger på mobilbanken på andre tidspunkter end på netbanken. De bruger mobilbanken på farten, når de er på vej til arbejde om morgenen, i sengen om aftenen, eller hvor end de nu befinder sig, siger Ken Adrian.
– Samtidig logger kunderne på flere gange i løbet af dagen sammenlignet med netbanken, siger privatkundedirektøren.
Med mobilbanken er det også blevet nemmere at overføre mellem egne konti, da man ikke skal bruge Nem-id.
Det har Nordeas kunder taget godt imod, og det er nu den mest brugte funktion i mobilbanken.
Tallene viser også, at mens andelen af besøg i netbanken er stabil, er andelen af brugere, som både bruger mobilbanken og netbanken stigende.
Kunderne vælger dog fortsat mest netbanken, når der skal betales regninger og overføres penge til andre.
/ritzau/