Forside Nyheder HSV redder sig med det yderste af neglene

HSV redder sig med det yderste af neglene

HSV redder sig med det yderste af neglene

Lige nu læser andre

En mislykket sæson sluttede søndag trods alt med smil på læberne hos folk i og omkring fodboldklubben HSV.

Traditionsklubben fra Hamburg med spillere som den hollandske landsholdsspiller Rafael van der Vaart og Marcell Jansen på holdkortet spillede 1-1 ude mod Greuther Fürth i den afgørende playoffkamp, og dermed kan HSV fortsat prale af at have bundesliga-status.

Den første kamp i Hamburg endte 0-0, og HSV bliver i ligaen på reglen om flest scorede mål på udebane.

HSV har som det eneste hold været med, siden Bundesligaen blev introduceret i 1963.

Læs også

Pierre-Michel Lasogga sørgede for ro i HSV-lejren, da han efter et kvarters spil pandede Rafael van der Vaarts hjørnespark i nettet.

Kort forinden havde gæsterne ramt stolpen.

Greuther Fürths Stephan Fürstner udlignede i anden halvleg, men det var ikke nok for hjemmeholdet.

HSV har haft en miserabel sæson, som klubben afsluttede med fem nederlag på stribe i den ordinære sæson.

Efter blot 27 point i 34 kampe skulle HSV som tredjesidst i Bundesligaen altså møde Greuther Fürth, der blev nummer tre i den næstbedste række.

Undervejs i sæsonen nåede Thorsten Fink, Bert van Marwijk og senest Mirko Slomka at være cheftrænere i klubben, mens Rodolfo Cardoso havde ansvaret i en enkelt uge i efteråret efter afskeden med Fink.

HSV sluttede som nummer syv i Bundesligaen i sidste sæson, hvorefter klubben afskedigede sin danske sportsdirektør, Frank Arnesen.

HSV er en af de store klubber i ligaens historie.

Navne som Uwe Seeler, Horst Hrubesch, Manfred Kaltz, Felix Magath og Kevin Keegan har båret HSV-trøjen, og selveste Franz Beckenbauer kastede glans over klubben som spiller i et par sæsoner i begyndelsen af 1980'erne.

Klubbens seneste storhedstid fandt sted fra midten af 1970'erne og små 10 år frem.

Her var klubben i adskillige europæiske finaler, og højdepunktet indtraf i 1983, da HSV både vandt det tyske mesterskab og Europa Cuppen for mesterhold, forløberen for Champions League.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK