Forside Nyheder Underslæb mod lilleskole giver mildere dom

Underslæb mod lilleskole giver mildere dom

Underslæb mod lilleskole giver mildere dom

Igennem mere end 10 år har en bogholder ansat på en lilleskole i Nordvestsjælland begået underslæb.

Østre Landsret har mandag idømt kvinden en straf på fængsel i et år og seks måneder, men hun skal kun afsone tre måneder.

Resten af straffen gøres betinget af, at hun udfører samfundstjeneste i 240 timer.

Dermed har landsretten mildnet straffen i forhold til dommen afsagt af Retten i Holbæk i september sidste år.

Dengang var resultatet ubetinget fængsel i et år og tre måneder.

Det var lilleskolen selv, der opdagede den økonomiske kriminalitet, og gik til politiet med mistanken.

Efterforskningen afslørede, at hun hele 280 gange begik underslæb, og udbyttet løb i alt op i 1,3 millioner kroner.

Samtidig forsøgte hun at skjule, hvad der skete, ved i seks tilfælde at forfalske papirer. Derfor er hun også fundet skyldig i dokumentfalsk.

Underslæbet begyndte helt tilbage i september 2001 og stod på frem til februar 2013.

/ritzau/

Ads by MGDK