Lige nu læser andre
Skræmmende stærke Rafael Nadal fortsætter den direkte kurs mod sin niende French Open-titel.
Det spanske grusfænomen overlod intet til tilfældighederne, da han onsdag aften slog sin femteseedede landsmand David Ferrer ud af kvartfinalen i fire sæt med cifrene 4-6, 6-4, 6-0 og 6-1.
Godt nok tabte storfavoritten første sæt, men det stod snart klart, at der blot var tale om ubetydelige startvanskeligheder.
Da han i andet sæt brød Ferrers serv til 3-2, var Nadal for alvor i gear, og så var kampens udfald nærmest givet.
Læs også
Nadal tog sættet 6-4, og herefter var rivalens modstandskraft stort set forsvundet. Ferrer, der nåede helt til finalen sidste år, fik et sjældent æg i tredje sæt, og ydmygelsen fortsatte i fjerde.
Et overraskende servegennembrud ved stillingen 0-3 gjorde dog, at Ferrer trods alt kom på pointtavlen, men andet fik han heller ikke med fra et sæt, der var lige så ensidigt som det foregående.
Rafael Nadal, der tirsdag fyldte 28 år, er nu klar til semifinalen i den turnering, hvor har fortsat kun har tabt én kamp på siden debuten i 2005.
/ritzau/