Forside Nyheder Randers FC sælger topscorer til Guingamp

Randers FC sælger topscorer til Guingamp

Randers FC sælger topscorer til Guingamp

Lige nu læser andre

Superligaklubben Randers har solgt topscorer Ronnie Schwartz til den franske fodboldklub Guingamp i Bretagne. Angriberen får en fireårig kontrakt, oplyser Guingamp på sin hjemmeside.

I forvejen har Guingamp hentet FC Københavns anfører og højre back Lars Jacobsen samt FC Midtjyllands førstemålmand Jonas Lössl, og det virker til, at franskmændene er vilde med danske fodboldspillere.

24-årige Schwartz skiftede i sommeren 2011 fra AaB til Randers, hvor han øjeblikkelig blev et hit, både som målscorer og hos klubbens tilhængere.

Han har siden scoret 41 mål i 89 kampe for Randers, der også har bekræftet klubskiftet. Om skiftet til den bedste franske fodboldrække siger Ronnie Schwartz til kronjydernes hjemmeside:

Læs også

– At komme til udlandet har altid været den store drøm for mig, og den går i opfyldelse nu. Aftalen med Guingamp er fornuftig, både for mig og for Randers. Det har nemlig været vigtigt for mig, at klubben også får noget ud af mit skifte.

– Jeg føler, at tidspunktet til at komme til udlandet er det rigtige lige nu efter tre fantastiske sæsoner i Randers. Da jeg kom hertil i 2011 havde jeg ikke forventet, at det skulle gå så stærkt, og at jeg pludselig skal til en af de stærkeste ligaer i Europa.

– Jeg glæder mig helt sindssygt, siger Ronnie Schwartz.

I sidste sæson scorede Ronnie Schwartz 15 mål i Superligaen. I foråret missede Ronnie Schwartz en del kampe på grund af en skade. Randers endte på en syvendeplads med 41 point efter 33 kampe.

Guingamp vandt i sidste sæson den franske pokalfinale med en 2-0-sejr over Rennes.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK