Forside Nyheder Båd med hundredvis af migranter kæntrer ved Kreta

Båd med hundredvis af migranter kæntrer ved Kreta

Billede

Lige nu læser andre

En båd med hundredvis af migranter er kæntret i Ægæerhavet ved den græske ø Kreta. En større redningsaktion er i gang fredag, oplyser den græske kystvagt.

– Indtil videre er 250 personer reddet, siger kystvagtens talsmand Nikos Lagkadianos til Skai TV.

Han understreger, at man ikke har et præcist overblik over, hvor mange mennesker der var i båden.

Den Internationale Organisation for Migration skriver i en pressemeddelelse, at mindst 700 mennesker angiveligt var om bord, da båden forlod Afrika.

Læs også

Båden kæntrede i godt vejr.

– Antallet af mennesker i nød kan tælles i hundreder, sagde en talskvinde for kystvagten tidligere fredag.

Både, som sejler i farvandet, har kastet redningsveste ud. De forsøger ifølge kystvagten at redde migranterne i land.

Mens forskellige græske øer har modtaget i titusindvis af migranter og flygtninge det seneste år, er meget få kommet til Kreta.

Onsdag i denne uge kom den første store gruppe migranter til øen – 113 personer – hvoraf de fleste var afghanere.

Efter at migrantruten over Balkan er lukket, er flygtninge og migranter i stigende grad vendt tilbage til en tidligere benyttet rute over Middelhavet fra Libyen til Italien.

/ritzau/AFP

Læs også

Ads by MGDK