Aftalen skal være med til at fejre Lidl 20-års jubilæum i Danmark.
Lige nu læser andre
Når Smukfest endnu en gang fylder bøgeskoven i Skanderborg med god musik og glade festivalgæster fra den 3.-10. august, bliver det også begyndelsen på et nyt partnerskab mellem Smukfest og Lidl.
Aftalen med Smukfest skal være med til at fejre Lidl 20-års jubilæum i Danmark.
Med i aftalen er også, at Lidl sender fire frugtstande ind på festivalpladsen, så gæsterne kan få sunde snacks mellem koncerterne.
”Vi glæder os til at fylde butikken op med masser af frisk bake-off og masser af frisk frugt og grønt. Det bliver selvfølgelig også muligt at købe noget af Lidls legendariske merchandise. Der kan også købes alt fra deodoranter til sollotion og barberblade. Vi vil have et solidt sortiment af almindeligt føde- og drikkevarer – faktisk kan kunderne købe omkring 150 produkter i butikken. Kort sagt – en mini Lidl midt i Kærligheden”, forklarer Indkøbsdirektør i Lidl Danmark Peer Sandtner, og han fortsætter:
Læs også
“Vi kommer også til at lave et lille loungeområde ude foran butikken, hvor kunderne kan sidde og slappe af og nyde det, de har købt i butikken”.
Hos Smukfest ønsker man, at festivalens Legekammerater skal løfte oplevelsen – med deres brand, know-how og engagement skal de gøre festen sjovere, nemmere og mere mindeværdig.
Vil give sundere muligheder
Og især indsatsen og ambitionen om at give gæsterne på Kærligheden muligheden for at handle lidt sundere med masser af frisk frugt og grønt, er en af årsagerne til, at Smukfest har valgt at samarbejde med Lidl.
”Partnerskabet med Lidl handler først og fremmest om convenience. Med en Lidl-butik på Kærligheden får gæsterne derude nem adgang til alt det, de har brug for til det gode festivalliv – lige dér, hvor de bor. Samtidig sætter vi fokus på frugt og grønt. Lidl er førende på området, og derfor er de den oplagte partner, når vi vil gøre det lettere at vælge frisk frugt og grønt – også midt i skoven,” siger Allan Baunsgaard, Marketing- & Partnerskabsansvarlig hos Smukfest.
“Det her er en superfed måde at nå en masse unge mennesker på. Vi ved, at Kærligheden er et område, hvor der er mange unge mennesker, og vi er ret sikre på, at vores koncept med friske produkter og cool merchandise passer perfekt til dem. Vi glæder os rigtig meget til at se, hvor godt vores midlertidige butik nummer 165 bliver modtaget på festivalen”, siger Peer Sandtner.
Butikken åbner samtidig med, at der bliver givet adgang til festivalpladsen søndag den 3. august 2025.
Også Lidls kunder, der ikke kommer til Smukfest, får glæde af det nye samarbejde.
Lidl lancerer nemlig allerede fredag den 4. juli en konkurrence i deres loyalitetsapp Lidl Plus, hvor kunderne kan vinde to af de eftertragtede partout-armbånd, der giver adgang til hele Smukfest – alle dage.