Pressechef beskriver scenariet som værende “anderledes end vi havde forestillet os”.
Lige nu læser andre
Det skulle have været en langsigtet gevinst. I stedet ligner det en af de dyreste lærepenge i ATP’s nyere historie.
Statens pensionskasse står til at tabe mellem to og 2,3 milliarder kroner på sin investering i TDC – et slag i milliardklassen, der nu får ATP til at ville sælge ud.
Ifølge Finans er pensionskasserne PFA og PKA også i farezonen for at tage tilsvarende tæsk på samme investering. Alle tre var med i det konsortium, der i 2018 købte det tidligere teleselskab med ambitioner om en stabil og langsigtet gevinst. Planen dengang lød på ti år. Seks år senere er virkeligheden en anden – og mere brutal.
TDC er i dag et fundamentalt andet selskab, end da ATP gik ind. Udviklingen på markederne for mobiltelefoni, bredbånd og streaming har været voldsommere og mere uforudsigelig, end pensionsgiganten havde kalkuleret med.
Læs også
“Som vi tidligere har kommunikeret, er det ingen hemmelighed, at investeringscasen har udviklet sig anderledes, end vi havde forestillet os, da vi gik ind i 2018. Det skyldes bl.a., at de områder, som TDC opererer i, dvs. den digitale infrastruktur, mobiltelefoni og hele tv- og streamingmarkedet, har gennemgået en utrolig stor forvandling de seneste år,” skriver ATP’s pressechef Jørgen Rudbeck til Finans.
Tabet i TDC kommer oven i en række uheldige investeringer for ATP. Så sent som i juni gik Green Hydrogen Systems konkurs – en virksomhed, ATP havde skudt 200 millioner kroner i. Nu forsøger man at begrænse yderligere tab ved at trække sig fra TDC, før værdien forsvinder helt.
Alligevel understreger ATP, at det overordnede billede stadig ser stabilt ud – trods de aktuelle bump.
“ATP er sat i verden for at sikre alle danskere en garanteret, livslang pension med stabile udbetalinger, og som det fremgår af bl.a. ATP’s seneste regnskaber har ATP’s bonusevne ligget stabilt og sikkert omkring 18 pct., mens afkastet på ATP’s frie midler har været 9,4 pct. over de sidste 10 år,” skriver Jørgen Rudbeck.
Indtil videre afventer ATP godkendelse til at sælge sin ejerandel i TDC. Men milliardregningen er allerede på vej – og spørgsmålet er nu, hvem der i sidste ende skal betale.