Husk at følge op på det inden årsopgørelsen.
Lige nu læser andre
Skatterådet har truffet afgørelse om, at håndværkerfradraget også skal omfatte serviceeftersyn af luft til luft- og luft til vand varmepumper.
Og det er godt nyt til private husstande, som er udstyret med denne type energieffektive opvarmningskilde.
”Det har længe været uklart, om eftersyn af varmepumper var dækket af fradraget. Nu har Skatterådet meldt klart ud, og det giver både forbrugere og installatører et tydeligt grundlag at arbejde ud fra”, siger marketingchef hos VS Automatic, Kristian Juul Nielsen, i en pressemeddelelse.
Fradrag for 8.600 kr. pr. person
I 2025 kan forbrugere få 8.600 kr. pr. person i fradrag for udvalgte håndværksydelser udført i hjemmet eller i fritidsboligen. Det er vigtigt at pointere, at fradraget kun dækker en del af arbejdslønnen i forbindelse med det udførte arbejde, og ikke materialerne.
Læs også
Tidligere var forbrugere og elinstallatører i tvivl, om serviceeftersyn af varmepumper også var omfattet af det grønne håndværkerfradrag. Nu har Skatterådet meldt ud, at denne håndværksydelse ER omfattet af fradraget.
Ved at benytte sig af håndværkerfradraget kan der opnås en skattemæssig besparelse på ca. 26%.
Ægtefæller og samlevere kan få dobbelt håndværkerfradrag
Håndværkerfradraget opgøres pr. person, så ægtefæller eller samlevere med fælles økonomi kan indberette hver deres håndværkerfradrag på 8.600 kr. og dermed få et samlet fradrag på 17.200 kr.
Hvis den samme person både ejer en helårsbolig og en fritidsbolig, kan der stadig højst opnås et fradrag på op til 8.600 kr. pr. person – man kan altså IKKE få det dobbelte fradrag, fordi man ejer to boliger.
Læs også
Håndværkerfradraget er blevet grønnere
Håndværkerfradraget dækker i 2025-2027 nedenstående ydelser. Fradraget blev genindført for bl.a. at give en håndsrækning til renoveringsglade danskere, som ønsker at energioptimere boligen som et led i den grønne omstilling. Fradraget er derfor døbt ”det grønne håndværkerfradrag”.
Varme-, køling- og ventilationssystem:
- Installation, reparation eller udskiftning af radiatortermostatventiler eller cirkulationspumper.
- Installation, reparation eller udskiftning af radiatorer eller gulvvarmeslanger og rørføring.
- Eftersyn på varmeanlæg.
- Installation, reparation eller udskiftning af fjernvarmeunits inkl. varmtvandsbeholdere.
- Installation, reparation eller udskiftning af varmepumper. Gælder både for luft til luft varmepumper, luft til vand varmepumper og jordvarmeanlæg.
- Serviceeftersyn af luft til luft varmepumper og luft til vand varmepumper.
- Installation, reparation eller udskiftning af el-vandvarmer.
- Installation af balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding.
Klima- og miljøsikring:
- Reparation af skorsten.
- Afmontering af brændeovn.
- Udskiftning af kloakrør.
- Installation eller forbedring af nedsivningsanlæg, minirensningsanlæg eller regnvandsfaskiner.
Vedvarende energi:
- Installation, reparation eller udskiftning af solceller, både med og uden solcellebatteri.
- Arbejde på solfangere.
- Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller.
Læs også
Energirenovering:
- Isolering af tag og loftsrum.
- Udskiftning af ruder, vinduer eller glasdøre.
- Udskiftning af diverse yderdøre.
- Isolering af ydervægge og gulv.
Den fulde liste kan findes på Skatteforvaltningens hjemmeside.
Begrænsninger og regler
Hvis et boligprojekt allerede støttes af en anden offentlig støtteordning, f.eks. varmepumpepuljen, er det ikke muligt samtidig at få håndværkerfradrag for det samme arbejde. Det er heller ikke muligt at få fradrag for nybyggeri.
Alle betalinger til personer/virksomheder, der udfører det fradragsberettigede arbejde, skal desuden ske elektronisk – ikke kontant.