Forside Livsstil Tandlæge fastslår sammenhæng: Danskere med denne diagnose, har ofte tandproblemer

Tandlæge fastslår sammenhæng: Danskere med denne diagnose, har ofte tandproblemer

dentist, tandlæge
Shutterstock

En ny undersøgelse viser, at særligt en gruppe danskere ofte har tandproblemer.

Lige nu læser andre

ADHD, og behandlingen af ADHD, rammer også tænderne.

Det viser en ny undersøgelse, som Tandlægeforeningen har lavet blandt både offentligt ansatte og privatpraktiserende tandlæger.

Begge steder ser man en stigning i patienter med ADHD, og hver tredje tandlæge oplever, at patienter med ADHD har flere tandproblemer end andre.

Det handler om problemer med almindelig mundhygiejne, fremmøde, evnen til at modtage tandbehandling og sidst, men ikke mindst, mundtørhed, som er en bivirkning fra ADHD-medicinen.

I børne- og ungdomstandplejen oplever 70 procent af tandlægerne, at børn med ADHD har sværere ved at modtage behandling end andre børn.

Læs også

Tandlægeforeningens formand mener, at tandproblemer hos patienter med ADHD er et overset problem og efterlyser politisk handling.

“Det er bekymrende, at børn med ADHD risikerer at få dårligere tandsundhed. Det er et samfundsansvar at sikre, at alle børn får den forebyggelse og behandling, de har brug for. Og den del er udfordret, fordi vi både mangler tandlæger og tandlægestole. Derfor er der brug for, at politikerne vil prioritere og investere i tandsundhed ved at styrke den kommunale tandpleje med både flere hænder og bedre rammer,” siger Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt.

Patienter med ADHD får mundtørhed fra medicin

Når det gælder voksne patienter med ADHD, oplever tandlægerne især problemer med mundtørhed som følge af medicinen.

Mundtørhed kan føre til tandsygdomme som caries og tandkødsbetændelse, som man også ser hyppigt hos patienter med fx diabetes, psykisk sygdom og andre kroniske lidelser.  

Den udvikling bør regeringen tage højde for, når den om kort tid indleder forhandlinger om en ny model for voksentandplejen, mener tandlægeformanden.

Læs også

“Jeg synes, at det her er endnu et eksempel på en stor patientgruppe, som burde få et større tilskud til tandbehandling. Jeg bliver ramt på min retfærdighedsfølelse, når patienter skal kæmpe med tandproblemer på grund af en sygdom eller diagnose og så ovenikøbet skal betale hele tandlægeregningen selv,” siger Torben Schønwaldt. 

Han efterlyser en model, hvor tilskuddet i højere grad følger patienternes behandlingsbehov, end det er tilfældet i dag.

“Vi skal investere i forebyggelse, og så skal vi øge tilskuddet til patienter med størst behov for behandling,” siger han.

Knap 700 tandlæger har svaret på Tandlægeforeningens undersøgelse om ADHD’s indvirkning på tandsundheden.

Antallet af danskere, der tager medicin mod ADHD, er steget med over 300 procent siden 2010, og mere end 130.000 personer indløste mindst én recept på ADHD-medicin sidste år.

Ads by MGDK