Et bekymrende højt antal borgere har ikke gennemtænkt scenariet.
Lige nu læser andre
Julen bringer hygge, levende lys og pyntede hjem, men desværre også en øget risiko for brandulykker. Ifølge statistik fra forsikringsselskabet Alm. Brand er december typisk den måned med flest brande i de danske hjem.
8 % af danskerne har oplevet en brandepisode i julen, og levende lys er skyld i hele 85 % af tilfældene. Det viser en ny undersøgelse fra Alm. Brands kundepanel, hvor mere end 1.500 kunder har svaret. Men alligevel tester over halvdelen (51 %) af danskerne ikke deres røgalarmer op til jul, og 17 % har slet ikke fungerende røgalarmer installeret i hjemmet. Manglende sikkerhedsforanstaltninger kan få alvorlige konsekvenser, hvis hyggen pludselig udvikler sig til flammer, advarer Alm. Brand.
“Levende lys kan skabe en fantastisk hygge, men hvis man glemmer at slukke dem, kan det hurtigt udvikle sig til en farlig situation. Det, at omkring hver sjette i vores undersøgelse ikke har en røgalarm, og at halvdelen ikke tester dem op til jul, kan desværre få alvorlige konsekvenser. Det kræver utrolig lidt at installere eller teste en røgalarm, men det kan gøre en verden til forskel,” opfordrer Mathias Kjær Sigvaldason, skadesdirektør for Indbo hos Alm. Brand i en pressemeddelelse.
Adventskranse og juledekorationer er synderen
En stor del af brandulykkerne i julen opstår omkring adventskranse, kalenderlys eller juledekorationer, hvor levende lys står tæt på letantændelige materialer som grene, stof eller papir. Hvis flammen først får fat i en dekoration, kan ilden hurtigt sprede sig og forårsage store ødelæggelser.
”Det er en rigtig god idé at placere kalender- og adventslys væk fra gardiner, juletræer og andre letantændelige materialer som stof eller papir. Sørg også for, at lysene står stabilt i dekorationer og aldrig lades uden opsyn. Ikke engang for et kort øjeblik,” opfordrer Mathias Kjær Sigvaldason.
Det virker dog til, at danskerne er blevet dygtige til at tage deres forholdsregler. Sammenligner man antallet af brandulykker i 2021 og 2022 til 2024, så ulykkerne mere end halveret.
Gode råd til en brandsikker jul
For at undgå brandulykker i julen anbefaler Alm. Brand følgende forholdsregler:
Læs også
- Hold levende lys væk fra letantændelige materialer som gardiner, papir og julepynt.
- Sluk altid lysene, når du forlader rummet, også selvom det kun er kortvarigt.
- Placér lysene stabilt i dekorationer, så de ikke vælter.
- Test dine røgalarmer, og sørg for, at de fungerer optimalt.
- Undgå tørre dekorationer, som nemt kan antændes – fugt eventuelt gran løbende.
- Hav altid et brandtæppe eller en brandslukker i nærheden, så du hurtigt kan reagere, hvis uheldet er ude.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af Alm. Brand Group via eget kundepanel, som udgør et repræsentativt udsnit af Alm. Brands kunder. Der er i alt gennemført mere end 1.500 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden fra 4. dec. til 11 dec. 2025.
Tester du røgalarmen i forbindelse med julen?
- Ja: 42 %
- Nej: 51 %
- Ved ikke: 7 %
Har du fungerende røgalarmer i dit hjem?
- Ja: 82 %
- Nej: 17 %
- Ved ikke: 1 %
Har du nogensinde oplevet en brandepisode i julen?
- Ja: 8 %
- Nej: 92 %
Hvad var branden forårsaget af?
Læs også
- Levende lys: 85 %
- Elektriske juledekorationer: 1 %
- Komfur/ovn: 5 %
- Andet: 12 %