For nogle er det langt mere end bare en butik.
Blå Kors Genbrug på Holmbladsvej i Silkeborg fylder 20 år. Bag butikken står en stor gruppe frivillige, som gennem årene har skabt et sted med fællesskab og mening.
Blandt dem er Lis Sørensen på 82 år og Else Laursen på 83 år, som begge valgte at blive frivillige, da de trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
“Jeg er blevet hængende lige siden. Det er ikke til at forstå, at der er gået så mange år. Vi bliver ved, så længe vi kan. Det nytter ikke at sætte sig hjem og trille tommelfingre,” siger Lis Sørensen.
For Else Laursen begyndte det med en nabo og et enkelt spørgsmål.
“Jeg havde en nabo, der var frivillig i Blå Kors, og da jeg gik på efterløn, spurgte hun, om jeg ville med. Så tænkte jeg, hvorfor ikke, og så startede jeg nærmest fra den ene dag til den anden,” fortæller hun.
Blå Kors har haft genbrugsbutik i Silkeborg i en årrække. Den første butik lå på Viborgvej, før den senere flyttede til Holmbladsvej.
I dag er butikken en velfungerende genbrugsbutik med mange kunder og et stort frivilligfællesskab.
Det skriver Blå Kors Danmark i en pressemeddelelse.
“Det er en superflot butik, vi har i Silkeborg, og derfor er der også altid mange, der kigger forbi. Der skal lyde en stor tak til vores kunder, men en endnu større tak til de næsten 60 frivillige. Uden dem ingen butik,” siger Mette Swartz Andersen, som er funktions- og områdeleder for Blå Kors Genbrug i Silkeborg.
Et fællesskab, der bærer
For Else Laursen er det ikke kun opgaverne i butikken, der betyder noget, men i høj grad også de kollegaer og venner, hun har fået.
“Jeg glæder mig faktisk til at komme afsted om tirsdagen. Der er altid en god atmosfære, og man bliver taget godt imod,” siger hun.
Selvom alderen kan mærkes, er det gode fællesskab med til at gøre det muligt at blive ved.
“Jeg går med stok nu, men der er altid nogen, der hjælper, hvis der er noget, jeg ikke kan. Vi hjælper hinanden, og det er jo også det, fællesskabet kan,” siger Else Laursen.
Blå Kors Genbrug i Silkeborg har gennem årene været med til at samle midler til Blå Kors’ sociale arbejde, som hjælper børn, unge og voksne i udsatte livspositioner blandt andet gennem botilbud, familienetværk og terapi til børn og unge, der vokser op med alkohol- og misbrug i hjemmet.
For både Else Laursen og Lis Sørensen er det vigtigt, at deres frivillige arbejde rækker ud over butikken.
“Det betyder meget for os, at det, vi laver her, er med til at hjælpe andre,” siger Else Laursen.
På landsplan har Blå Kors Genbrug over 2.200 frivillige, der driver mere end 50 genbrugsbutikker og en webshop.