Forside Udland “Man taler ikke om det”: Rusland befinder sig i alvorligt...

“Man taler ikke om det”: Rusland befinder sig i alvorligt problem

Putin
Frederic Legrand - COMEO / Shutterstock.com

Putins Rusland prøver at feje det under tæppet – men russerne ser ud til at våge op for virkeligheden, lyder vurderingen.

Udviklingen på slagmarken i Ukraine peger i en retning, som udfordrer Ruslands forventninger til krigens forløb.

Forårets kampe har ikke leveret det gennembrud, som russiske styrker havde lagt op til. Tværtimod viser flere opgørelser, at Ukraine i de seneste måneder har formået at generobre territorium.

Februar blev et markant vendepunkt, hvor ukrainske styrker ifølge flere vurderinger opnåede en nettofremgang på over 200 kvadratkilometer. I marts fortsatte tendensen, om end i mindre skala med et anslået plus på omkring 24 kvadratkilometer.

Udviklingen betyder, at Ukraine for anden måned i træk har haft fremgang på fronten, selv om landet er den part, der er blevet angrebet.

Samtidig peger ukrainske opgørelser på meget høje tabstal blandt russiske soldater. I marts alene anslås det, at over 30.000 russiske soldater er blevet dræbt, med daglige tal på over 1.000. Niveauet vurderes at overstige Ruslands evne til at erstatte tabene.

Tavshed om tab i Rusland

Indadtil i Rusland bliver udviklingen ikke omtalt åbent, men ifølge eksperter er der alligevel en erkendelse af situationens alvor.

“Man taler ikke om de store tab, som de russiske tropper lider. Men der er en forståelse af, at krigen går dårligt,” siger Flemming Splidsboel, Ruslandekspert ved DIIS.

Tegnene viser sig blandt andet i hverdagen, hvor sanktioner og krigens konsekvenser påvirker økonomien. Begrænset vareudvalg, stigende priser og pres på husholdningsøkonomien er blevet en del af dagligdagen for mange russere.

Krigens længde spiller også en rolle i den interne opfattelse. Konflikten har nu varet længere end Sovjetunionens deltagelse i Anden Verdenskrig, som i Rusland omtales som Den Store Fædrelandskrig.

“Krigen har nu varet længere for Rusland end Den Store Fædrelandskrig, som man kalder Anden Verdenskrig i landet. Og det er markant, da den er en målestok og referencepunkt for mange ting i Rusland,” siger Splidsboel.

Markeringen af sejren over Nazityskland den 9. maj nærmer sig, og krigens varighed ventes at få en særlig symbolsk betydning i den sammenhæng.

Trods presset på både fronten og økonomien er der ifølge eksperter ikke tegn på et egentligt opgør med præsident Vladimir Putin.

Offentlig debat er begrænset, og befolkningen har ikke fuldt indblik i de aktuelle tabstal. Hvis omfanget af tabene blev bredt kendt, vurderes det, at reaktionen kunne være markant anderledes.

Ads by MGDK