Tusindvis af danskere er slet ikke klar til en krise og frygter krig.
Mens myndighederne opfordrer danskerne til at fylde skabe og skuffer med nødforsyninger, står mange familier tilbage med tomme hænder og endnu større bekymringer.
For nogle handler hverdagen allerede om at få pengene til at række til næste indkøbstur, og tanken om et hjemmeberedskab føles derfor som en fjern luksus.
En ny rapport fra Røde Kors viser nu, at økonomisk trængte familier er markant dårligere rustet til en samfundskrise end resten af befolkningen.
Undersøgelsen bygger på svar fra over 2.000 forældre, der har modtaget julehjælp, og tallene tegner et dystert billede.
Halvdelen af familierne svarer, at de ikke har mad og drikke nok til at klare sig i tre dage under en krise. I den generelle befolkning gælder det knap hver fjerde.
Det skriver Røde Kors i en pressemeddelelse
Flere af deltagerne fortæller, at økonomien allerede er så presset, at der ikke er plads til ekstra indkøb eller lagre.
“Vi har ikke engang råd til at komme igennem en måned med mad osv. Der er ingen luft i økonomien til forberedelse”, fortæller en respondent i rapporten.
Mange frygter krig
Bekymringerne stopper ikke ved køleskabet.
Mange frygter både krig, forsyningskriser og cyberangreb, og blandt økonomisk udsatte familier er utrygheden markant større end hos resten af befolkningen.
Ifølge Røde Kors oplever flere familier en følelse af afmagt over ikke at kunne beskytte deres børn, hvis en alvorlig samfundskrise rammer Danmark.
“Tallene viser desværre, at anbefalingerne om hjemmeberedskab ikke er realistiske for mange familier i Danmark”, siger beredskabschef i Røde Kors Louise K. Jühne Paulsen.
Rapporten viser samtidig, at næsten hver tredje økonomisk trængt borger mangler tillid til, at myndighederne kan håndtere en større krise effektivt.
Undersøgelsen blev gennemført blandt familier med begrænset økonomisk råderum i efteråret 2025.
Røde Kors efterlyser nu tydeligere information om, hvilken hjælp udsatte borgere kan forvente under en krisesituation.