Efter indlæggelsen deler hjertelæger deres vurdering af den 84-årige dronnings situation.
Torsdag eftermiddag blev der sendt en bølge af bekymring gennem Danmark, da Kongehuset meddelte, at dronning Margrethe er blevet indlagt på Rigshospitalet med hjertekrampe.
Den tidligere regent skal efter planen være indlagt hen over weekenden, hvor lægerne vil foretage yderligere undersøgelser og holde hende under observation.
Beskeden fik hurtigt stor opmærksomhed, og mange danskere fulgte udviklingen tæt kort efter meldingen fra Kongehuset.
Ifølge Kongehuset er dronning Margrethe træt, men ved godt mod.
Læger maner til ro
Selvom ordet hjertekrampe kan lyde alvorligt, vurderer flere hjertelæger, at der ikke nødvendigvis er grund til stor bekymring.
Overlæge ved Hjerteklinikken Amaliegade, Carsten Toftager Larsen, understreger, at symptomer som trykken for brystet ofte undersøges grundigt for at udelukke mere alvorlige tilstande.
“Det er sjældent alvorligt. Der er så meget, der kan give lidt trykken i brystet Så tager man nogle blodprøver, og så må man se, hvordan de ser ud. Om man så skal undersøge hjertet nærmere. Jeg formoder, at hun er i de bedste hænder, man overhovedet kan være i, inde på Rigshospitalet.” siger han til Ekstra Bladet.
Også hjertelæge og forskningschef ved Hjerteforeningen Gunnar Gislason vurderer, at udsigterne generelt er gode.
“Jeg bliver umiddelbart ikke bekymret, når jeg hører, at dronningen har hjertekramper. Jeg kender jo ikke hendes sygdomshistorie, men for en kvinde i hendes alder, så plejer det at gå godt, og de fleste vil kunne udskrives efter 2-3 dage efter undersøgelse og behandling,” siger han.
Han understreger samtidig, at hjertekrampe naturligvis er en alvorlig tilstand, men at behandlingsmulighederne i Danmark i dag er meget effektive.
Det skriver Presse-fotos.
Hvad er hjertekrampe
Hjertekrampe også kaldet angina pectoris opstår, når hjertet i en periode ikke får tilstrækkeligt med ilt.
Tilstanden skyldes ofte forsnævringer i hjertets kranspulsårer og viser sig typisk som smerter eller trykken i brystet.
Symptomerne kan blandt andet opstå ved fysisk aktivitet, stress eller kulde og kan i nogle tilfælde stråle ud til arm, ryg eller kæbe.
Behandlingen består ofte af medicin og livsstilsændringer, mens nogle patienter kan have behov for yderligere indgreb.
Kongehuset har oplyst, at der vil komme nye meldinger, når der er mere information om dronningens tilstand.