Politiet havde mistanken tidligt, men alligevel gik der mange timer før anholdelsen.
Hele Danmark fulgte intenst med, da en 13-årig pige fra Kirkerup i april 2023 blev bortført og senere fundet i live efter 27 timer i fangenskab.
Fundet af pigen blev mødt med lettelse over hele landet.
Kort efter kunne politiet anholde Phillip Patrick Westh, som senere blev dømt til livsvarigt fængsel for blandt andet kidnapning og gentagne voldtægter.
Nu kommer der dog nye oplysninger frem om politiets håndtering af sagen.
Ifølge Berlingske gik der nemlig over fem timer fra politiet første gang udpegede Phillip Patrick Westh som mulig gerningsmand, til han faktisk blev anholdt.
Politiet pegede tidligt på Westh
Ifølge avisens oplysninger identificerede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi allerede søndag 16. april 2023 klokken 09.30 Phillip Patrick Westh som mulig mistænkt.
Politiet havde via videoovervågning registreret hans bil tre gange på Kirkerupvej blot få hundrede meter fra gerningsstedet præcis i det tidsrum, hvor den 13-årige pige forsvandt.
Alligevel gik der fem timer og 18 minutter, før politiet klokken 14.48 slog til på hans adresse i Korsør.
Her blev den 13-årige pige fundet i live.
Sagen var på det tidspunkt allerede blevet efterforsket som en mulig drabssag, og store politiressourcer var sat ind med hjælp fra flere politikredse.
Det skriver BT.
Erfaren efterforsker undrer sig
Det kom senere frem, at Phillip Patrick Westh tidligere havde været afhørt og afgivet dna i forbindelse med efterforskningen af drabet på Emilie Meng i 2016.
Ifølge den tidligere drabsefterforsker Kurt Kragh burde politiet derfor have reageret langt hurtigere.
“At han har været afhørt to gange i forbindelse med Emilie Meng-sagen og tre gange ses køre forbi på overvågningen nærmest samtidig med pigen – er fuldt ud tilstrækkeligt til både en anholdelse og en ransagning,” siger han til Berlingske.
Kurt Kragh mener samtidig, at det er opsigtsvækkende, at pigen overlevede de mange timer, før politiet rykkede ud til adressen.
Ifølge ham ville en hurtigere anholdelse aldrig have udløst kritik heller ikke hvis mistanken senere havde vist sig at være forkert.
Phillip Patrick Westh blev i juni 2024 idømt livsvarigt fængsel i sagen.