Den italienske premierminister Giorgia Meloni har svaret skarpt igen, efter at Donald Trump angreb hende på Truth Social.
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, går nu i clinch med USA’s præsident, Donald Trump.
Det sker i kølvandet på, at han rettede en række skarpe bemærkninger mod hende i et opslag på Truth Social.
Det skriver B.T.
Trump kom med beskyldninger
Trump beskyldte i opslaget Meloni for gentagne gange at have presset på for at få taget et billede sammen med ham under G7-topmødet i Frankrig.
Han knyttede desuden hendes svigtende popularitet i Italien sammen med, at hun ifølge ham vendte USA ryggen, da landet forsøgte at forhindre Iran i at få adgang til atomvåben.
“Nu, efter at USA besejrede Iran militært, vil hun være venner igen for at få sine ‘tal op’. Nej tak,” skrev Trump videre i opslaget.
Dele af udtalelserne havde Trump tidligere på ugen givet udtryk for i en optræden i et italiensk tv-program.
Meloni langer ud
Meloni har siden taget til genmæle mod angrebet med et opslag på det sociale medie Instagram, hvor hun afviser kritikken som ubegrundet.
“Præsident Trump, disse konstante, uprovokerede angreb er meningsløse,” skriver den italienske premierminister.
Hun opfordrer samtidig Trump til selv at se indad, frem for at kommentere på hendes opbakning i befolkningen.
I opslaget tilføjer hun desuden, at hendes tætte forhold til præsidenten langt fra har styrket hendes position derhjemme.
