Eksperter peger på nogle få timer, du bør holde dig langt fra.
Hvis man skal lade elbilen i dag, er det en rigtig god ide at gøre det midt på dagen, hvis man kan.
Eller i hvert fald at undgå kl. 20-22 i aften. Her koster strømmen nemlig et godt stykke over 5 pr. kWh.
Kl. 13 fås den derimod til omkring 0,8 kr. inkl. moms, afgift og transport.
Det skriver OK i en pressemeddelelse.
Selvom vi efterhånden er vant til udsving i elpriserne, er en forskel på op mod 5 kr. pr. kWh inden for samme døgn meget usædvanligt og det er da også første gang, at det sker i år.*
Hele sidste år skete det kun en gang, så der er tale om sjældent store prisudsving.
– Forestil dig, at mælken i supermarkedet kostede 10 kr. til frokost og 60 kr. i aften. Så ved jeg godt, hvornår jeg ville handle – eller i hvert fald hvornår jeg ikke ville. Når strømmen koster over 5 kr., skal man gøre alt, hvad man kan for at bruge så lidt strøm som muligt, siger Troels Skipper, produktchef i energiselskabet OK.
Aircondition og franske atomkraftværker
Det er en særlig kombination af årsager, der får elprisen til at svinge så markant, som det er tilfældet i dag.
Hedebølgen sætter gang i aircondition og klimaanlæg i mange europæiske lande, særligt i Sydeuropa. Det øger forbruget af strøm en hel del.
Samtidig falder produktionen fra især franske atomkraftværker, der normalt nedkøles af omkringliggende floder.
Men i flere floder er vandtemperaturen højere end normalt – og vandstanden lavere end normalt. Det gør det sværere at nedkøle kraftværkerne tilstrækkeligt og det påvirker produktionen.
Sidst, men ikke mindst, er der relativt vindstille i flere europæiske lande og det betyder lavere strømproduktion fra vindmøller.
– Ligesom ekstrem kulde kan presse elprisen op, kan ekstrem varme også. I disse dage er det stort set kun solcellerne, der holder prisen nede, og det er særligt midt på dagen. Det betyder, at når solen går ned, går elprisen markant op, siger Troels Skipper.
Stor forskel på prisen på opladning
Med store udsving i elprisen er der altså også stor forskel på, hvad det koster fx at oplade elbilen.
Derfor er det en rigtig god ide at følge med i prisudviklingen og indrette sig efter de aktuelle priser, så man ikke lader bilen unødigt dyrt.
– Hvis man er nødt til at lade i dag, bør man som minimum undgå tidspunktet 20-22. Allerbedst er det i middagstimerne. Der kan sagtens være 100 kr. eller mere til forskel på, om man lader i et par timer midt på dagen eller et par timer i aften, siger Troels Skipper.
Elpriserne inkl. moms og nettariffer (50 øre/kWh). Tarifferne afhænger af det enkelte netselskab. Der er forskel på tarifferne hen over døgnet.