En ny iransk melding kan få alarmklokkerne til at ringe i Europa.
Krigen mellem USA og Iran kan komme markant tættere på Europa.
Iran har nemlig overvejet at angribe amerikanske militærmål på europæisk jord, hvis USA’s præsident, Donald Trump, vælger at eskalere konflikten.
Det fortæller to personer tæt på det iranske regime til Financial Times.
Ifølge kilderne har de iranske styrker blandt andet undersøgt muligheden for at ramme amerikanske mål i det sydøstlige Europa.
Bulgarien nævnes som et af de lande, der kan komme i spil. Landet godkendte i sidste måned, at USA kan benytte Bezmer-luftbasen til amerikanske tankfly.
Også Cypern er ifølge en af kilderne blevet nævnt som et muligt mål, hvis USA indleder en ny offensiv mod Iran.
Kan gå ud over regionen
Meldingerne kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Washington og Teheran igen er under voldsomt pres.
Donald Trump skrev tirsdag, at der hverken foregår eller er planlagt samtaler med Iran. Samtidig er forhandlingerne om at genåbne Hormuzstrædet gået i stå.
Stemningen i Teheran er ifølge Financial Times blevet mere trodsig, og flere personer i regimet ser efterhånden en genoptagelse af krigen som et spørgsmål om hvornår snarere end hvis.
Den Iranske Revolutionsgarde og landets militære ledelse har samtidig advaret om, at en ny omfattende konflikt ikke nødvendigvis vil blive begrænset til Mellemøsten.
En af Financial Times’ kilder siger, at Iran er parat til at gå uden for regionen, hvis USA går for langt.
Europa kan blive ramt
Iran har også undersøgt muligheden for at angribe undersøiske fiberkabler i Hormuzstrædet som svar på en eventuel amerikansk eskalering.
Truslen mod Europa bliver taget alvorligt.
Sidharth Kaushal fra den britiske tænketank Royal United Services Institute vurderer over for Financial Times, at Iran har missiler, der kan nå amerikanske mål i det sydlige og sydøstlige Europa. Truslen betegner han som reel, men begrænset.
Hvor langt Iran i sidste ende er villig til at gå, afhænger ifølge kilderne af Donald Trumps næste træk.
Budskabet fra Teheran er dog svært at overse.
En yderligere eskalering kan betyde, at krigen ikke længere kun bliver udkæmpet i Mellemøsten. Europa kan også blive ramt.