14. oktober sker det.
Det danske butiksliv har gennem de seneste år fået markant flere butikker med det velkendte NORMAL-logo over indgangen.
Kæden fortsætter med at vokse både herhjemme og i udlandet, og nu kan endnu flere danskere snart få en ny butik i nærområdet.
Denne gang er det kunderne i Fredericia og omegn, der kan glæde sig.
NORMAL har nemlig annonceret, at kæden åbner endnu en butik i Fredericia. Den nye forretning kommer til at ligge i Erritsø og slår dørene op den 14. oktober.
Dermed udvider den danske detailkæde endnu en gang sit butiksnetværk, der efterhånden tæller mere end 1.000 butikker på tværs af en lang række europæiske lande.
Nye varer hver eneste uge
Når dørene åbner i Erritsø, vil kunderne møde det koncept, som NORMAL gennem årene er blevet kendt for.
På hylderne findes blandt andet produkter inden for personlig pleje, makeup, rengøring, konfekture og husholdning.
Sortimentet består både af velkendte mærker som Dove, Colgate, Milka og Neophos og af mindre kendte brands.
Samtidig forsøger kæden løbende at give kunderne noget nyt at gå på opdagelse efter. Ifølge NORMAL kommer der omkring 100 nye varer ind hver uge.
“Vores kunder er skattejægere – ikke tilbudsjægere. De ved, at de kendte mærkevarer altid kan fås til faste lave priser hos os, og derfor kan de bruge deres tid på at gå på opdagelse i butikkerne,” fortæller Lise Olsen, Country Manager hos NORMAL.
Det betyder, at udvalget på hylderne løbende ændrer sig, mens en række af de faste produkter fortsat er en del af sortimentet.
Lægger op til stor åbningsfest
Den 14. oktober bliver samtidig markeret med mere end blot åbningen af dørene til den nye butik.
NORMAL oplyser, at der er planlagt en større åbningsfest i Erritsø, hvor kunderne blandt andet kan se frem til events, konkurrencer og giveaways.
Ifølge Lise Olsen er åbningsdagene noget, kæden ser særligt frem til, fordi medarbejderne her får mulighed for at møde butikkens kunder for første gang.
Med åbningen fortsætter NORMAL sin omfattende vækst.
Kæden har i dag butikker i blandt andet Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Holland.