Et kraftigt stormlavtryk nærmer sig nemlig, og det kan få store konsekvenser for vejret i Danmark i løbet af weekenden.
Efteråret har for alvor gjort sit indtog i Danmark, hvor både regn, blæst og køligere temperaturer præger vejrudsigterne.
Selvom danskerne torsdag kan glæde sig over enkelte solstrejf, er der noget langt mere voldsomt under opsejling.
Et kraftigt stormlavtryk nærmer sig nemlig, og det kan få store konsekvenser for vejret i Danmark i løbet af weekenden.
Det fremgår af den seneste prognose fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Vindstød af stormstyrke flere steder
Ifølge DMI ventes et stormlavtryk at bevæge sig hen over Skotland i weekenden. Det vil sende fronter med både kraftig regn og blæst ind over Danmark natten til søndag.
De seneste prognoser peger på, at store dele af landet kan blive ramt af vindstød af stormstyrke.
Særligt udsatte kan de danske broer blive, da den kraftige vind ventes at komme fra sydlige retninger.
Men det er ikke kun trafikanterne, der kan få problemer.
Langs den jyske vestkyst og i Vadehavet kan blæsevejret nemlig føre til forhøjet vandstand.
Samtidig kan der falde betydelige mængder regn, når fronterne bevæger sig ind over landet.
DMI understreger dog, at prognoserne fortsat kan ændre sig, og at meteorologerne derfor følger udviklingen tæt.
DMI opfordrer danskerne til at forberede sig
Selvom uvejret først ventes at ramme i weekenden, kan det allerede nu være en god idé at tage sine forholdsregler.
DMI anbefaler blandt andet, at man gennemgår haven og sikrer løse genstande, som risikerer at blive taget af vinden.
Det gælder eksempelvis havemøbler, grene og trampoliner, som bør fastgøres forsvarligt.
Derudover opfordres danskerne til at rense tagrender og afløbsriste for blade, så regnvandet lettere kan løbe væk.
Inden da byder torsdagen dog på mere fredelige vejrforhold.
Efter en skyet og flere steder regnfuld morgen ventes solen at kigge frem i store dele af landet i løbet af formiddagen.
Bornholm må dog vente til eftermiddagen på opklaringen.
Temperaturerne når omkring 12 grader, mens vinden bliver op til jævn fra syd og vest.
Senere på dagen trækker nye skyer ind over landet, og særligt i Jylland ventes mere udbredt regn.
Det bliver dermed en forholdsvis rolig optakt til en weekend, hvor vejret kan vise sig fra sin langt mere voldsomme side.