Forside Nyheder Carlsbergs vicedirektør træder af ved månedens udgang

Carlsbergs vicedirektør træder af ved månedens udgang

Carlsbergs vicedirektør træder af ved månedens udgang

Lige nu læser andre

Carlsbergs viceadministrerende direktør og finansdirektør, Jørn P. Jensen, fratræder ved udgangen af september.

Ifølge en selskabsmeddelelse fra Carlsberg er fratrædelsen sket i enighed med bestyrelsen.

Jørn P. Jensens afgang sker få måneder efter, at Jørgen Buhl Rasmussen blev afløst af hollandske Cees t’ Hart som administrerende direktør.

– Jeg vil gerne takke Jørn P. Jensen for hans meget betydelige indsats i de seneste 15 år i udviklingen af Carlsberg-gruppen fra at være et mindre regionalt bryggeri til dets nuværende internationale position, og jeg ønsker ham held og lykke fremover, siger bestyrelsesformand Flemming Besenbacher.

Læs også

51-årige Jørn P. Jensen kom til Carlsberg i 2000 efter at have været finansdirektør i Foss Electric og Nilfisk Advance.

Han sidder i bestyrelsen for Danske Bank og sad indtil februar i år også i bestyrelsen for Dong Energy.

Hos Carlsberg har han været med til at købe norske Orkla ud af selskabet og gennemført opkøbet af Scottish & Newcastle.

Han mener selv, at tidspunktet for forandring for både ham selv og Carlsberg er det rigtige.

– Jeg vil altid huske tilbage på de fantastiske kolleger og medarbejdere i koncernen, de mange gode samarbejdspartnere og andre interessenter, og jeg vil fortsat følge Carlsberg med interesse, siger han.

Der skal nu findes en afløser, og i mellemtiden vil Jørn P. Jensen afslutte en række projekter og stå til rådighed i forbindelse med overleveringen til afløseren.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK