Forside Nyheder Skarpe backer sørger for favoritsejr til Frederikshavn

Skarpe backer sørger for favoritsejr til Frederikshavn

Skarpe backer sørger for favoritsejr til Frederikshavn

Lige nu læser andre

Med en favoritsejr på 4-1 hjemme over Gentofte Stars holder Frederikshavn White Hawks konkurrenterne til andenpladsen i Metal ligaen i ishockey på afstand.

Nordjyderne var det bedste hold på isen set over 60 minutter søndag, og allerede i første periode blev kampen tæt på afgjort med tre scoringer af hjemmeholdet.

Det var især et par backer med slagstyrke i staven, som banede vejen for sejren.

Med 26 sekunders mellemrum bankede backen Rasmus Søndergaard pucken i nettet to gange, allerede inden uret havde rundet syv minutter.

Læs også

Da den amerikanske forward Colin Vock i powerplay gjorde det til 3-0 senere i første periode, lignede det en umulig opgave for de sjællandske gæster.

I anden periode lettede frederikshavnerne skøjterne en smule fra gaspedalen, og det stod fortsat 3-0 inden sidste periode.

Her bragte Gentoftes Artem Iossafov lidt spænding tilbage med reduceringen til 1-3, inden en anden Frederikshavn-back, Mads Larsen, lukkede kampen til 4-1 med små fire minutter igen.

Det nordjyske hold har på andenpladsen i ligaen nu syv point ned til de nærmeste forfølgere, Esbjerg Energy og Rødovre Mighty Bulls, som dog begge har to kampe til gode.

Gentofte ligger nummer seks.

I søndagens anden kamp i ligaen tog Herlev Eagles sæsonens blot tredje sejr i 14 forsøg, da Odense Bulldogs blev dukket med 6-5 i den københavnske forstad, på trods af at Odense førte 3-1 kort inde i anden periode.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK