Flere danskere bør tjekke alt efter.
Lige nu læser andre
Vinterens sne og hårde frost har sat mange hjem på prøve, og nu hvor temperaturen er steget, begynder konsekvenserne at vise sig.
Vand, fugt og smeltet sne kan således afsløre de steder, hvor boligen har været sårbar, og derfor er det et godt tidspunkt at give huset et grundigt tjek fra kælder til kvist.
Det forklarer Bo Halm Andersen, byggesagkyndig hos energi- og rådgivningskoncernen NRGi, som til daglig blandt andet rådgiver boligejere om, hvordan de bedst kan klimasikre deres hjem.
”Vinteren er en tid, hvor boligejere skal være ekstra opmærksomme på deres hjem. Det gælder både, når sneen falder, men i høj grad også nu, hvor temperaturen stiger, og vinterens sne og fugt viser, hvor der kan være svagheder. Det kan skabe store problemer, hvis vandet ikke kan komme væk fra boligen. Og mange opdager det først, når skaden allerede er sket. Derfor er det også nu, man skal gå huset igennem, både inde og ude,” siger Bo Halm Andersen.
Han forklarer, at når resterne af de store mængder sne og is forsvinder, kommer det ofte frem, om der er trængt vand ind ved boligens sokkel, om der ligger smeltet fygesne på loftet, eller om tagrender og afløb har været så pressede, at de ikke har kunnet lede vandet væk.
Læs også
Er boligen klar til de næste udfordringer?
Ifølge NRGi bliver det også tydeligere, hvor der kan være behov for at sikre, at boligen er klar til de næste perioder med hårdt vejr, efter at vinterens sne og kulde har sat huset på prøve.
”Når vi går fra frost til mildere vejr, er det ofte nemmere at få overblik over, hvordan ens bolig egentlig har klaret vinteren. Har der været problemer med vand omkring soklen, tagrender der ikke kunne følge med presset, eller fygesne i tagrummet, kan det være tegn på, at boligen kan sikres bedre,” siger Bo Halm Andersen og fortsætter:
”Så det er et oplagt tidspunkt til at se på, om huset er klimasikret ordentligt, eller om man skal i gang med at sikre sit hjem. Det handler både om at undgå skader og om at gøre huset klar til næste vinter eller de næste kraftige regnskyl. Selv små justeringer kan være med til at gøre en stor forskel.”
Han fremhæver især tag, afløb, dræn og terræn omkring huset som nogle af de områder, der har stor betydning for, hvordan boligen klarer fremtidige vejrskift og klimaudfordringer.
NRGi’s gode råd til boligejerne
- Tagrender og nedløb – Rens dem og tjek, at de ikke er stoppet af blade eller snavs.
- Tag og tagbelægning – Kig efter løse, revnede eller forskubbede tagsten og tagplader.
- Afløb og brønde – Sørg for, at de er frie, så vand kan løbe væk fra huset.
- Hældning omkring huset – Terrænet bør falde væk fra soklen, så vand ikke står op ad ydervæggene.
- Kælder og sokkel – Hold øje med fugtige pletter og revner, der kan afsløre vandindtrængning.
- Ventilation – Sørg for luftcirkulation i kælderen, når ydervæggene bliver fugtige.
- Altaner – Tjek, at afløb er frie, så vand ikke samler sig.
- Udenomsarealer – Hold udvendige riste åbne, så regnvand kan ledes væk fra huset.