Det moderne gennembrud

Skrevet af webmaster

12/01/2020
Det moderne gennembrud
1870 til 1890 var en spændende periode, med store omvæltninger og en omfattende debat. Læs om det moderne gennembrud her.

Dagens topnyheder

Det var en tid med oprør og opgør med fortiden, der udfordrede holdninger og gav grobund for nye idéer, der har sat sine spor så langt frem som i det samfund, som vi kender i dag.

Det moderne gennembrud

Det moderne gennembrud er en litterær tidsperiode fra 1870’erne til ca. 1900, hvor Danmark udviklede sig med lynets hast set med datidens øjne, og hvor nye idéer rystede verdensbilledet og satte normerne til debat.

Udtrykket det moderne gennembrud bruges specielt om den skandinaviske litteratur, der brød igennem i resten af Europa med Georg Brandes' forelæsninger på Københavns Universitet som spydspids fra 1871.

Perioden lagde grundstenene til Det Folkelige Gennembrud, der fulgte efter i starten af 1900-tallet.

Det var som sagt Georg Brandes, der satte tingene i bevægelse, efter at han oversatte filosoffen og politikeren John Stuart Mills Kvindernes underkuelse til dansk.

Bogen var kontroversiel, fordi den beskæftigede sig med ligestilling mellem kønnene og ikke mindst frihed i forhold til økonomi og ægteskab.

Og Brandes var enig og satte spørgsmålstegn ved forskellen på de rettigheder og roller som kønnene havde. Han beskrev mændenes fordele som dobbeltmoralske.

For eksempel var der endnu ingen stemmeret til kvinderne eller muligheder for højere uddannelse. De skulle være kyske, og ikke indgå i seksuelle relationer før ægteskabet, da det ellers ville true deres mulighed for forsørgelse via ægteskab.

Imens kunne mændene frit boltre sig på bordeller og med andre kvinder uden at få deres ry plettet eller muligheder begrænset. De kunne studere og stemme og havde dermed al magten i samfundet.

Da han den 3. november 1871 gik på podiet for at give forelæsning på Københavns Universitet satte det gang i en bevægelse, der ikke var til at stoppe, og det blev til flere bøger i karrieren om problematikkerne.

Mange af de danske forfattere boede i perioder i udlande, hvilket hjalp med udbredelsen af deres idéer. Der var ligefrem nordiske kunstnerkolonier i de forskellige storbyer rundt omkring i Europa, deriblandt Paris og Berlin.

Nogle af forfatterne kunne ligefrem skrive på andre sprog, men også danske værker blev oversat i det store udland og spredte dermed tankerne om blandt andet rationalitet ud over flere landegrænser.

Selvom bevægelsen allerede i 1890’erne blev overhalet af symbolismen og en mere spirituel tankegang, havde den relativ korte periode med det moderne gennembrud gennemsyret samfundet og banet vej for de idealer og fremskridt, som de fleste sætter højt i dag – ikke mindst kvinderne.

Men det var ikke kun kvinderne, som den gjorde en forskel for. Med Det folkelige gennembrud der senere fulgte, fandt andre grupper af underprivilegerede vej frem i litteraturen, såsom de fattigste, der er beskrevet i bl.a. Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren.

Kendetegn ved perioden

Det moderne gennembrud gjorde på med forgangne tiders traditioner, og den var særlig ond i sulet, når det kommer til den romantiske periode, som den så som overpyntet og glansbilledagtig uden nogen form for realisme.

I denne nye periode kom der nye perspektiver til i forhold til seksualitet, køn, frihed og religion. I stedet for fortidens myter og romantiseren omkring mennesket og Guds betydning, skulle man forholde sig rationelt til emnerne- Kølig logik og ikke mindst realisme var en vigtig del af de nye tanker, der bl.a. så mennesket som skabt af naturen i stedet for af en altfavnende Gud.

Det moderne gennembrud er ikke bange for at bryde med emner der ellers er belagt med tabu. Udover religion, begynder man også at kigge på kvindernes problemer og der kom flere kvindelige forfattere til, ligesom der blev set på seksuelle drifter som naturlige instinkter og ikke noget der skulle undertrykkes og tabuiseres som religionen ellers havde foreskrevet.

Ateismen vinder frem og vendinger som ”Gud er død” (Friedrich Nietzsche) sætter gang i tankerne omkring, hvordan livet skal leves.

Specielt Charles Darwins” Arternes Oprindelse” fra 1859 var vand på tilhængernes mølle og i 1872 blev den oversat til dansk af J.P. Jacobsen.

Man kan ikke tale om perioden, uden at nævne Georg Brandes’, der med sine tanker og ikke mindst forelæsninger får sat skub i bevægelsen og det at sætte problemerne til debat.

Vigtige forfattere

Her kan du se nogle af de skandinaviske forfattere, der er de mest fremtrædende i perioden i Danmark:

  • Georg Brandes
  • Herman Bang
  • Holger Drachmann
  • J.P. Jacobsen
  • Henrik Pontoppidan
  • Mathilde Fibiger
  • Amalie Skram 
  • Carl Ewald

I Sverige var det særligt August Strindberg og Victoria Benedictsson, der efterlod deres aftryk.

I Norge var det navne som Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen og Hans Jæger der prægede billedet sammen med flere andre.