Alle landets hundeejere bør skrive disse vigtige råd bag øret – din firbenede ven vil takke dig.
Lige nu læser andre
Lange, varme solskinstimer, mange nye indtryk, mere tid udendørs og med de tobenede – derfor er de fleste af vores hunde lige så vilde med sommerdagene, som vi på to ben.
Men sommeren bringer også udfordringer med sig for hundeejeren.
Ifølge Agria Dyreforsikrings skadestatistik kommer mange hunde til skade om sommeren: Her kan du læse mere om de 10 hyppigste sommer-skader for danske hunde – og hvad du som hundeejer skal gøre, hvis uheldet er ude:
1. Hedeslag
Læs også
Lad aldrig din hund vente i bilen om sommeren – heller ikke, hvis bilen står i skyggen. Solen flytter sig hurtigt, og din bil kan hurtigt blive varmet op til 60-70 grader, hvilket er livsfarlige temperaturer for hunden. Selv i skyggen kan temperaturen inde i bilen nå op på 50 grader. Hvis det er tvingende nødvendigt at efterlade hunden i bilen, bør dette kun være for en ganske kort periode: Parker i skyggen, sørg for gennemtræk og efterlad en note med klokkeslæt og dit telefonnummer i forruden, så forbipasserende kan få fat i dig, hvis de er bekymrede, eller der er noget galt med din hund.
2. Hugorme
Hvis du går tur på heder eller i tæt skov herhjemme eller i udlandet, kan du risikere at støde på hugorme. Giften i hugormens bid kan forårsage skader på din hunds hjerte, lever og nyrer, og biddene skal hurtigst muligt tilses af en dyrlæge.
3. Bi- og hvepsestik
Et enkelt bi- eller hvepsestik er som oftest ikke farligt for hunde. Smerten kan behandles med koldt omslag – f.eks. med is i et viskestykke – og man kan forsøge at fjerne brodden, hvis den stadig sidder der. Dog kan flere, gentagne stik eller stik i mund og svælg gøre hunden dårlig eller udløse en allergisk reaktion, og hunden bør derfor tilses af en dyrlæge.
4. Snitsår
Knuste flasker eller andre skarpe genstande på jorden kan give hunden snitsår på poter og andre steder på kroppen. Mindre snitsår, der ikke går igennem alle hudlag, behøver man som regel ikke behandle, men større flænger skal sys inden for 6-8 timer og senest efter 24 timer. Ved snitsår er det vigtigt, at såret bliver renset, og at du sikrer, at din hund efterfølgende ikke slikker i såret.
5. Sommermad
Lad ikke din hund spise rester fra grillen og vær opmærksom på, om hunden samler rester fra andres picnic op på jeres gåture. Benene fra tilberedt kød kan nemt splintre og sætte sig fast i ganen eller lave skader på spiserør, mave og tarm, ligesom majskolber kan sætte sig fast som en prop i tarmen og skal opereres ud. Hvis din hund har spist noget, den ikke kan tåle, vil symptomerne typisk være forstoppelse, ubehag ved at drikke og spise, opkast og generel nedstemthed (symptomer på smerte). Hvis du lader din hund få den sidste bid af din ispind, så vær opmærksom på, at den ikke sluger is og pind i en mundfuld eller bider stykker af pinden: Dele af en splintret ispind sætter sig nemt fast i svælget og kan forårsage skader i både gane, svælg og spiserør, ligesom splinter kan sætte sig i mavesækken og tarmen.
6. Fugteksem/hot spots
Hvis din hund ofte bader i sø, hav eller svømmebassiner, så husk at tørre dens pels og ører grundigt efterfølgende. Fugtig pels kan nemt føre til svampeinfektioner i ører eller være årsag til fugteksem, der gør hundens hud rød, øm og irriteret. Søg dyrlæge, hvis din hund klør sig, har rød/irriteret hud eller lugter dårligt fra ørerne.
7. Vandhale/Watertail
“Vandhale” er betegnelsen for en inflammation i hundens hale, som kan opstå, hvis hunden igennem længere tid er kold eller nedkølet på bagdelen. Hundens hale hænger slapt ned og bevæges sparsomt. Vandhale er meget smertefuldt for hunden og resulterer oftest i et besøg hos dyrlægen. Varme og hvile kan lindre smerterne en smule. Forebyg ved kun at lade hunden svømme i kortere perioder, tør hunden grundigt efter alle former for bad og vandleg og undgå, at hunden får træk, når den er våd.
8. Algeforgiftning
Undgå at lade din hund bade i algefyldt vand: De risikerer at få algeforgiftning, hvis de bader i hav- eller søvand, hvor der er opblomstrende alger, eller hvis spiser tang, der er blågrønne alger på. Den mest almindelige algeforgiftning skyldes blågrønalgen, som blomstrer mellem juli og september, når vandet er varmest. Hvis din hund alligevel hopper i algefyldt vand, bør du undgå, at den drikker vandet og efterfølgende slikker sin pels. Algeforgiftning er alvorligt og kræver dyrlægebehandling. Symptomerne på algeforgiftning er uro, rystelser, opkastning og slingrende gang.
9. Solskoldning
Ligesom mennesker kan hunde også have brug for beskyttelse mod solens stråler. Derfor skal din hund altid have mulighed for at søge ind i skyggen. Hunde med tynd eller hvid pels bliver lettere solbrændte, og deres hund kan blive rød og øm. Du kan forebygge solskoldning med solcreme på de mest udsatte steder; snude, ører, mave og hanhundens pung.
10. Flåter
Tjek din hund efter for flåter hver dag. Flåter kan overføre sygdomme som borrelia og anaplasma, og det er vigtigt, at de fjernes med det samme og helst indenfor 24 timer. Symptomer på flåtbårne sygdomme er feber, træthed og nedsat appetit.