Nu får du penge tilbage i SKAT – Eller gør du?

Skrevet af Henrik R

03/04/2019
Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix
Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix
På fredag er der mange danskere, der kan se frem til at få lidt ekstra lommepenge, når skattestyrelsen udbetaler den overskydende skat, som danskerne har betalt for meget året før. Det er dog ikke alle, der får penge på fredag.

Dagens topnyheder

Fredag den 5. april er en dag, som mange danskere ser frem til. Det er nemlig dagen, hvor SKAT udbetaler den overskydende skat, som man har betalt for meget tilbage i løbet af det forgangne år. Mange danskere bruger skattebetalingen som en ekstra opsparing, så i stedet for eksempelvis at have 500 kroner ekstra om måneden, så får man omkring 6.000 kroner udbetalt i april året efter.

Den udbetaling af skattekronerne sker fredag den 5. april 2019, hvis man altså har gjort tingene korrekt.

Derfor får du ikke dine penge på fredag

Det er nemlig ikke sikkert, at du får udbetalt skattepenge den 5. april. Der kan være flere årsager til dette, og årsagerne kan du se lige her.

Du eller din partner har gæld til det offentlige

Hvis du skylder penge til det offentlige, eller hvis din ægtefælle gør, så vil SKAT undersøge, om de kan bruge pengene, som du skal have tilbage i SKAT. Kan de det, så vil du altså ikke få udbetalt skattepenge den 5. april, og du vil i stedet modtage en besked i din e-Boks, hvor de fortæller, hvor stort et beløb de tilbageholder.

Du skal have mere end 100.000 kroner tilbage

Er du blandt dem, der har betalt ALT for meget tilbage i SKAT sidste år, så kan du også forvente, at der går lidt længere tid, før pengene står på din konto. SKAT går manuelt ind og tjekker, om du har oplyst din årsopgørelse korrekt, hvis du skal have mere end 100.000 kroner tilbage.

Det er altså årsagen til, at det tager lidt længere tid.

Du mangler at give oplysninger

Hvis SKAT vurderer, at du mangler at give oplysninger til dem, kan de også tilbageholde din skatteudbetaling. Oplysninger kan blandt andet være overskud ved forældrekøbte lejligheder, indtægter fra solceller eller gevinster og tab ved salg af værdipapirer.

Det kan også skyldes, at du driver eller har drevet virksomhed i løbet af 2018, og derfor mangler at udfylde din selvangivelse. Har du ikke udfyldt den, vil din årsopgørelse ikke være helt klar, og du kan dermed ikke få udbetalt dit retsmæssige beløb.

Du skal have en gyldig NemKonto

Hvis du mener, at du er clearet for det overstående, men alligevel ikke har penge på din konto den 5. april, så kan det skyldes, at du ikke har en gyldig NemKonto. Hvis du skal have under 200 kroner tilbage i SKAT, men ikke har en gyldig NemKonto, så vil dit beløb altså ikke blive udbetalt.

Du kan tjekke om du har en gyldig NemKonto her.

Du kan stadig rette i din opgørelse i op til 4 år

Hvis du endnu ikke har rettet din årsopgørelse, eller hvis du om et års tid kommer i tanke om, at du havde et fradrag, som du fuldstændig havde glemt at indtaste, så skal du ikke frygte, at du ikke kan nå at rette det.

Der er nemlig en frist på hele fire år, så selv hvis du mener, at der måske er fejl i din årsopgørelse fra 2015, så kan du faktisk rette i den indtil den 1. maj i år. Din årsopgørelse fra 2018 har du mulighed for at rette i helt indtil 1. maj 2022.

De fleste danskere har dog udfyldt deres årsopgørelse, og de vil modtage penge fra SKAT nu på fredag. Du kan læse mere om, hvorfor du måske ikke får din overskydende skat inde på skattestyrelsens hjemmeside.