Kongehuset løfter sløret for detaljer: Sådan bliver prins Henriks bisættelse

Skrevet af Ane Sørensen

19/02/2018
Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix
Tirsdag formiddag bliver prins Henrik bisat. Nu afslører Kongehuset, hvordan bisættelsen kommer til at finde sted.

Dagens topnyheder

Tirsdag den 20. februar 2018 skal prins Henrik bisættes. I den anledning holder Kongehuset mandag formiddag en pressebriefing om bisættelsen på Amalienborg.

Der vil være cirka 60 personer til stede, når prins Henrik bliver bisat. Det drejer sig om kongefamilien, noget af prins Henriks franske familie, repræsentanter fra Danmark og fra hoffet.

Det skriver BT, som er til stede under pressebriefingen.

Tirsdag klokken 10.30 ankommer gæsterne til Christiansborgs Slotskirke, hvor den cirka 45 minutter lange bisættelse vil finde sted. Der vil være tre kor til stede under ceremonien, hvoraf det ene er det kongelige drengekor. Efter påkastelsen af jord, vil bisættelsen afsluttes med en sørge-salut.

Både før og efter bisættelsen vil alle landets kirker ringe med deres klokker. 

Mandag klokken 12.45 ankommer der 200 særligt indbudte gæster til Castrum Doloris. Der vil i den forbindelse være en sammenkomst i fløjlsgemakket på Christiansborg, hvor gæsterne kan mindes, tale lidt samme og måske få lidt at drikke.

Prins Henrik døde sent tirsdag aften omgivet af sin familie på Fredensborg Slot. Det oplyste Kongehuset i en pressemeddelse tidligt onsdag morgen i sidste uge:

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik sov tirsdag den 13. februar klokken 23.18 stille ind på Fredensborg Slot. Prinsen var omgivet af Hendes Majestæt Dronningen og de to sønner, lød det i pressemeddelelsen.

Tirsdag eftermiddag meddelte Kongehuset, at prins Henrik var kommet hjem til Fredensborg Slot, efter han havde været indlagt på Rigshospitalet de sidste par uger. Her ønskede prins Henrik nemlig at tilbringe sin sidste tid.

Fredagen forinden blev det offentliggjort, at kronprins Frederik var på vej hjem fra sit ophold i Sydkorea, hvor han var i anledning af de olympiske vinterlege, fordi prins Henriks tilstand var alvorligt forværret.

Prins Henrik blev indlagt på Rigshospitalet i slutningen af januar. I forbindelse med indlæggelsen oplyste Kongehuset, at han blandt andet var blevet undersøgt for en tumor i sin venstre lunge. Tumoren skulle dog være godartet.

- Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har siden søndag den 28. januar været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet, skrev Kongehuset i en pressemeddelelse.

Prins Henrik opholdte sig i starten af året i Sharm El-Sheikh i Egypten, da han måtte indlægges og flyves hjem til Danmark for yderligere undersøgelser.

83-årige prins Henrik var desuden indlagt i sommer, hvorefter Kongehuset i efteråret meddelte, at prinsen lider af demens.

Prins Henriks tilstand alvorligt forværret: Frederik haster hjem fra Sydkorea