24/09/2018
Gul afføring
Din afføring kan sladre om dit helbred, og skift i farven kan enten skyldes uskyldige ting som madvarer eller alvorlige ting som sygdomme. Se, hvornår du skal tage gul afføring alvorligt.

Mest læste i dag

Farveskift i afføringen betyder ikke nødvendigvis, at der er fare på færde, men lige præcis afføring er en god sladrehank, når det kommer til kroppens almene helbred samt evt. problemer i forbindelse med det. 

Gul afføring - årsager

Gul afføring kan have mange årsager, og typisk skyldes det bl.a.:

  • Fødevarer
  • Medicin og kosttilskud
  • Galdeproblemer
  • Leverproblemer 
  • Infektion
  • Inflammation

Fødevarer, der gør afføringen gul

Mad der indeholder gullige farvestoffer kan farve afføringen. En af de ”værste” er det supersunde gurkemeje, der ofte optræder i asiatiske retter.

Gurkemejen er det, der giver den gule karry sin farve, og kan altså resultere i gul afføring, da roden indeholder omkring 2 % af det gule farvepigment curcumin, der bl.a. hjælper mod bakterieinfektion, inflammation og muligvis også hæmmer udviklingen af cancerceller.

Så spis endelig løs.

Skyldes den gule afføring madvarer, vil virkningen forsvinde stillet og roligt over nogle dage, når du stopper med at indtage den eller de fødevarer, som evt. udløser den. Men er den ikke væk efter en uges tid, er det tid til at gå til læge.

For så kan der være alvorlige tilstande på spil.

Medicin og kosttilskud kan farve afføring

Der er dog også andre ting end mad, der kan give anledning til farveændringer af afføring.

Nogle typer af medicin og kosttilskud kan ligeledes ændre afføringens farve.

Er symptomet udløst af kosttilskud eller medicin, vil det forsvinde i løbet af få uger, når pilleglasset sættes på hylden.

Det er dog vigtigt at pointere, at du ikke bør stoppe med medicin udskrevet af din læge, medmindre du har aftalt det med vedkommende. Nogle typer medicin skal eksempelvis nedtrappes, fordi en ”kold tyrker” kan medføre risici af forskellig art.

Er der derimod tale om et kosttilskud, bør der ikke være nogle risici ved at stoppe med at tage produktet.

Gul afføring er tegn på en nedsat galdeproduktion eller for hurtig transittid af fødevarer gennem fordøjelsessystemet.

Medmindre du konsumerer større mængder af gullige farvestoffer via fødevarer, bør du derfor få stillet en diagnose, så kan fastslå årsagen til tilstanden.

Her kan du læse om hvilke sygdomme og øvrige helbredsproblemer, der kan medføre gul afføring!

Galdeproblemer og gul afføring

Gul afføring optræder ofte i forbindelse med sygdomme der omfatter galdevejene. 

Galde er ansvarlig for at fremme fordøjelsen af maden, men er der mangel på galde kan man ende med gul afføring, og her skal der søges læge med det samme. 

For det kan være et tegn på, at selve galdeproduktionen eller at selve afløbet fra din lever ikke længere virker og derfor reducerer mængden af galdesalte.

Og det kan være så alvorligt at det kan ende i operation eller død, hvis det ikke bliver behandlet. 

Galdeblærebetændelse eller betændelse i galdevejene er nogle af de meget alvorlige og smertefulde sygdomme, der kan resultere i gul afføring.

Galdesten kan også være en årsag om end den ikke altid er forbundet med smerter, men har du tendenser til galdesten, bør du være ekstra opmærksom på problemer i området.

Sidst men ikke mindst er der den noget sjældnere sygdom primær skleroserende cholangitis, hvor der i galdekanalerne dannes arvæv eller hvor galdekanalerne bliver betændte.

Leverproblemer

Leverbetændelse er en anden synder der kan give gul afføring. Leverbetændelse går også under navnet hepatitis, og sygdommen forårsages af en smitsom virus.

Der er tre typer hepatitis A, B og C.  Den sidste er den farligste, da den kan gå hen og være dødelig, men ingen af dem er en fest, og er du ikke vaccineret, bør du tage en samtale med din læge.

En anden sygdom der ofte er årsag til gul afføring, er gulsot.

Symptomer som gullig hud og øjne og evt. kløe, kan være tegn på denne sydom, der skyldes problemer i galdesystem eller lever.  

Infektion

En grim omgang infektion med sådan noget som salmonella eller lignende kan også give gullig afføring.

Betændelse i bugspytkirtlen, bakteriel overvækst samt tarminfektion af parasitter er nogle af de andre typer af infektioner, hvor symptomet optræder.

Inflammation

Gul afføring kan også indikere at der enten er inflammation (betændelsestilstande) i din tyktarm, lever, tyndtarm eller mave.

Det kan medføre alvorlige tilstand eller sygdomme, der er behandlingskrævende.

Inflammation i fordøjelsessystemet kan eksempelvis skyldes:

Galdeobstruktion, altså hvor der er blokeret for tilstrømningen af galde til tarmen. Det kan eksempelvis være en tumor eller en galdesten, der  spærrer vejen.

Problemer med gluten, såsom cøliaki (glutenallergi) og den beslægtede glutenintolerans.