330.000 danskere skal holde øje med deres e-boks

Skrevet af Julie Møller

05/07/2021
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Invitationerne vil lande i e-Boks i løbet af de kommende dage.

Dagens topnyheder

De borgere i Region Hovedstaden, som ikke er vaccineret, kan godt begynde at smøge ærmet hurtigere op end hidtil forventet, hvis de ønsker at få stikket.

Snart kommer der nemlig 330.000 nye vaccinetider, der er blevet mulige på grund af de Pfizer vacciner, som Danmark netop har købt fra Rumænien. Formand for regionens sundhedsudvalg Christoffer Buster Reinhardt (C) glæder sig over, at endnu flere borgere nu kan blive hurtigere vaccineret:

“Jeg er utroligt glad for den nye store leverance af vacciner, så borgerne kan blive endnu hurtigere beskyttet mod COVID-19. Jeg er ikke blevet vaccineret selv endnu, fordi jeg er 30 år, og jeg glæder mig rigtigt meget til det. Jeg håber, alle andre i min aldersgruppe også bliver vaccineret, så vi holder fast i den høje vaccinetilslutning,” siger han og tilføjer:

“Vores personale får yderligere travlt her til sommer, og for at vi alle sammen får en god og effektiv vaccination, er det vigtigt at komme til tiden og ruste sig med tålmodighed, for der kan opstå ventetid, når så mange mennesker skal vaccineres. Derfor er mit gode råd til alle borgere, der skal vaccineres nu: Gå i gang med at booke vaccination og planlæg med lidt ekstra tid, når du skal stikkes.”

Borgere bliver vaccineret med enten Pfizer eller Moderna i vaccinecentrene, og begge tilhører den samme type vaccine.

Gode råd til booking på vacciner.dk

Regionen har netop lagt 330.000 nye tider ud til borgere, som kan bookes på vacciner.dk. Invitationerne vil lande i e-Boks i løbet af de kommende dage- På grund af de mange nye invitationer kan det tage længere tid end normalt at logge på vacciner.dk.