76-årig amok i bus

Skrevet af Mathias Nielsen

05/04/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Østjyllands Politi havde en travl tirsdag.

Mest læste i dag

Tirsdag måtte Østjyllands Politi rykke ud til aggressive passagerer i Aarhus.

Første gang var ved middagstid, hvor et par buskontrollører kontaktede politiet og forklarede, at de på Vesterbro Torv i Aarhus havde tilbageholdt en 76-årig mandlig passager, som hverken havde gyldig billet eller godt humør med sig.

Manden var nemlig aggresiv, hvorfor politiet var blevet tilkaldt. Ifølge kontrollørerne var den 76-årige blevet vred, da de ville skrive en bøde til ham, fordi han ikke kunne fremvise en gyldig billet, og da de steg af bussen med ham, skubbede han til dem.

Under tilbageholdelsen af manden sparkede han ifølge kontrollørernes forklaring også den ene på benet. Den 76-årige blev derfor sigtet for at have udøvet vold mod nogen i offentlig tjeneste, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Det var dog ikke sidste gang, at Østjyllands Politi måtte bøvle med vrede passagerer.

Omkring tre timer senere var den gal igen, for her nægtede en 17-årig at oplyse, hvem han var, da kontrollørerne ville tildele ham en bøde for ikke at have en gyldig billet.

Den 17-årige var opfarende og voldsom, og han blev ikke i bedre humør, da han så betjentene. Her ville han igen ikke opgive navn og fødselsdato til patruljen.

Desuden råbte han grimme ord mod betjentene, hvilket resulterede i en anholdelse. Den 17-årige blev sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand og for at nægte at oplyse sit navn til politiet.

Inde på politigården valgte han at fortælle, hvem han var, og han blev lidt efter løsladt igen.