Årsopgørelse: Dette skal du huske at tjekke

Skrevet af Henrik R

13/03/2021
Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix
Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix
Siden fredag aften har mange borgere allerede set deres årsopgørelse. Skattestyrelsen opfordrer til, at man tjekker, at indtægter og fradrag står korrekt. Det gælder i år især kørselsfradraget.

Dagens topnyheder

Skattestyrelsen tester allerede her i weekenden systemerne, og derfor har 4,6 mio. borgere siden fredag aften haft mulighed for at se deres årsopgørelse.

"Vi får langt de fleste oplysninger automatisk, men vi ved ikke alt. Derfor er det vigtigt at tjekke, om man har ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen. Og i år er det særlig vigtigt at være opmærksom på sit kørselsfradrag," siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Langt over en mio. danskere bruger i et normalt år kørselsfradraget for transport til arbejdet. Normalt overfører Skattestyrelsen automatisk kørselsfradraget fra det foregående år til årsopgørelsen for cirka en tredjedel af de cirka 1,2 millioner danskere, der bruger fradraget. I år skal pendlere selv angive kørselsfradraget, hvis de er berettiget til det.

"I 2020 er der mange, der har arbejdet mere hjemme, end de plejer. Det betyder, at mange ikke har ret til det samme kørselsfradrag, som de ville have ret til i et normalt år, da det kun er muligt at tage fradrag for de dage, hvor man rent faktisk har været på," siger Karoline Klaksvig.

Ud over kørselsfradraget bør man også være særligt opmærksom på, om man får indberettet fx håndværkerfradrag, indtægter fra deleøkonomi, aktier og investeringsbeviser samt børnebidrag.

Fradragstest

Skattestyrelsen er igen i år klar med en såkaldt fradragstest på skat.dk. I testen stiller Skattestyrelsen nogle få og enkle spørgsmål og præsenterer herefter information om de fradrag, der kan være relevante for den enkelte.

"Skat er ikke enkelt, men vores onlinebaserede fradragstest kan være en god hjælp, hvis man er i tvivl om, hvilke fradrag der kan være relevante.  Testen gør det let at finde rundt i fradragsmulighederne, så man får trukket det fra, man har krav på," siger Karoline Klaksvig.

Selvom årsopgørelsen officielt er klar mandag den 15. marts, så har Skat valgt at tyvstarte, så du allerede fra i går fredag har haft mulighed for at tjekke sin opgørelse.