Forside Udland Ny udvikling i Marius Borg Høiby-sagen: Nu er efterforskningen droppet

Ny udvikling i Marius Borg Høiby-sagen: Nu er efterforskningen droppet

Ny udvikling i Marius Borg Høiby-sagen: Nu er efterforskningen droppet
Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Nye oplysninger om Marius-anholdelsen.

Det norske kongehus har gennem længere tid været centrum for en række alvorlige sager, der har skabt stor opmærksomhed både i Norge og resten af Skandinavien.

Særligt sagen om kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, har trukket overskrifter, siden han første gang blev anholdt i august 2024.

Men det er ikke kun anklagerne mod Høiby, der har givet anledning til spørgsmål.

Også politiets håndtering af sagen har været under lup, efter at det kom frem, at kongehuset havde modtaget oplysninger om en hændelse, inden anholdelsen fandt sted.

Nu er der imidlertid nyt i sagen.

Den norske Specialenhed for Politisager har nemlig besluttet at henlægge efterforskningen af en ansat i Politiets Sikkerhedstjeneste (PST).

Det skriver det norske medie Dagbladet.

Derfor bliver sagen henlagt

Efterforskningen skulle klarlægge, om en ansat i PST havde begået noget strafbart ved at videregive oplysninger til det norske hof forud for anholdelsen.

Undersøgelsen har vist, at den pågældende medarbejder kontaktede hoffets kommunikationschef, Guri Varpe, og fortalte, at Marius Borg Høiby havde været voldelig over for en tidligere kæreste.

På det tidspunkt vidste medarbejderen dog ikke, at politiet havde besluttet at anholde Høiby.

Specialenheden vurderer derfor, at der ikke er bevist noget strafbart forhold.

Hos PST tager man afgørelsen til efterretning.

Seniorrådgiver Eirik Veum bekræfter over for Dagbladet, at sagen er blevet henlagt med den begrundelse.

Mette-Marit blev orienteret før anholdelsen

Sagen begyndte den 4. august 2024, hvor Marius Borg Høiby blev anholdt efter en voldsepisode med en tidligere kæreste.

Det norske kongehus har tidligere bekræftet, at hoffet modtog oplysninger fra politiet og efterfølgende orienterede kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit om hændelsen og muligheden for en anholdelse.

Ifølge Dagbladet skulle Mette-Marit derefter have advaret sin søn om, at politiet var på vej, inden han selv havde været i kontakt med myndighederne.

PST har tidligere bekræftet, at tjenesten blev orienteret inden anholdelsen.

Dagbladet skriver desuden, at ingen andre ansatte i politiet advarede hoffet om anholdelsen.

Selvom efterforskningen af den PST-ansatte nu er afsluttet, fortsætter straffesagen mod Marius Borg Høiby.

Onsdag afgjorde landsretten, at han fortsat skal være varetægtsfængslet.

Ads by MGDK