Aldrig sket før i historien: I dag sker det for dronningen og kronprinsen

Skrevet af Julie Møller

16/03/2021
Foto: Fd/©francis Dias/Ritzau Scanpix.
Foto: Fd/©francis Dias/Ritzau Scanpix.
Det kommer til at foregå noget anderledes end det plejer.

Dagens topnyheder

Tirsdag den 16. marts 2021 afholdes der som så ofte før statsråd, men dagens statsråd kommer til at foregå noget anderledes end det plejer.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Kongehuset. 

Dronningen vil som sædvanligt være til stede i Statsrådssalen på Christiansborg Slot, hvor kronprinsen Frederiks også vil være ved hendes side til at lede mødet. 

Ministrene derimod vil logge på fra ministerkontorerne og deltage i statsrådet virtuelt. Det er aldrig sket før i historien og skyldes naturligvis situationen vedrørende COVID-19.

Et anderledes statsråd

Dagens statsråd adskiller sig også fra sædvanlige statsråd ved antallet af sager, som skal ekspederes. 

Ved et almindeligt statsråd ekspederes i omegnen af 100 sager, mens der ved dagens statsråd er flere end 250 sager på dagsordenen. Det skyldes, at flere planlagte statsråd har måttet aflyses på grund af corona-situationen.

Om statsrådet

Statsrådet udgøres af samtlige ministre i regeringen og er det organ i statsstyret, hvor alle love og vigtige regeringsforanstaltninger bliver behandlet.

Hovedindholdet af møderne er i dag stadfæstelse af de lovforslag, som Folketinget har vedtaget, og forelæggelse for Dronningen af de lovforslag, som regeringen agter at fremsætte. 

Statsråd afholdes efter behov, hvilket – under normale omstændigheder – er cirka seks gange årligt. Møderne holdes tirsdag formiddag og finder typisk sted i Statsrådssalen på Christiansborg Slot. Dronningen leder møderne i statsrådet, og kronprinsen har, siden han blev myndig, også haft sæde i statsrådet, oplyser Kongehuset.