De bekymrende tal fra sidste år er kun gået op.
Lige nu læser andre
Antallet af unge mellem 15 og 24 år, der er uden job og uddannelse, er steget det seneste år.
Nu er der 44.600 unge i aldersgruppen, der hverken har gennemført en ungdomsuddannelse, er i gang med nogen form for uddannelse og heller ikke er i beskæftigelse.
Dermed er antallet af unge uden job og uddannelse steget med cirka 1.800 personer på et år.
Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af nye registerdata fra Danmarks Statistisk. Antallet er opgjort per september 2024.
Læs også
“Det er ret overraskende, at antallet er steget, så der nu er knap 45.000 unge uden job og uddannelse,” siger Troels Lund Jensen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Politikerne får svært ved at nå deres eget mål
I 2017 indgik den daværende VLAK-regering en aftale med samtlige af de daværende partier i Folketinget under titlen ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job”.
I aftalen var der formuleret en målsætning om, at andelen af unge uden job og uddannelse skal være halveret til 3,5 procent i 2030.
Men 44.600 unge svarer til, at 6,6 procent af de 15-24-årige er uden job og uddannelse. Året forinden var det 6,3 procent. I ingen af årene har andelen været under 6,0 procent.
”I en lang årrække har der været stort politisk fokus på netop denne gruppe af unge. Men vi må konstatere, at det går den forkerte vej. Ikke mindst under den nuværende regering bliver der talt meget om gruppen. Der er blevet søsat nye tiltag, men der er brug for mere, hvis de unge ikke skal efterlades på perronen,” siger Troels Lund Jensen.
Færre unge begynder på en uddannelse
Når der er sket en stigning, skyldes det primært, at lidt færre er i gang med eller har afsluttet en uddannelse.
”Der er færre unge, der begynder på en uddannelse. Det er et problem. En lang række analyser og undersøgelser viser, at det er uddannelse, der ruster dig bedst til at få en god, fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Den ufaglærte vej er en usikker vej at gå,” siger Troels Lund Jensen.
”Regeringen og Folketinget bør sætte alle sejl ind på at få uddannet flere unge,” siger Troels Lund Jensen.
Analysen viser også, at lidt flere unge 15-24-årige, der har grundskolen som højest fuldførte uddannelse, er kommet i beskæftigelse. Alligevel er der altså sket en stigning i det samlede antal af unge uden job og uddannelse.
”Lige nu har vi højkonjunktur, hvor virksomhederne har brug for meget arbejdskraft. Derfor er der også bud efter de helt unge uden uddannelse. Det kan være fint at få noget praktisk erfaring i et ufaglært arbejde, men hvis det ikke følges op med en uddannelse, risikerer man en fremtid på arbejdsmarkedet med lavere indkomst og jobsikkerhed. Især når vi rammer en lavkonjunktur igen,” siger Troels Lund Jensen.