Bare rolig: Jyder får ikke 140.000 kroner for at forlade København

Skrevet af Henrik R

11/07/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Få 140.000 kroner som jyde, hvis du flytter tilbage til Jylland fra København. Sådan lyder en af dagens mest kommenterede historier, men historien er ikke sand.

Dagens topnyheder

En af de mest populære historier fra i dag, er skrevet at satiremediet Rokokoposten, og på ganske få timer er den blevet liket, delt og kommenteret knap 4.000 gange.

Historien lyder ganske kort på, at Jyder i København vil få 140.000 kroner, hvis de forlader København og flytter tilbage til Jylland. Normalt ville vi ikke føle, at det var nødvendigt at dementere sådan en historie på andres vegne, men da vi erfarer i kommentarsporet til den originale artikel, at mange folk rent faktisk tror på det, og vi samtidig er blevet kontaktet af flere læsere her på dagens, der har henvist os til historien, så føler vi alligevel, at det er på sin plads.

Så kort og godt, som jyde i København vil du altså ikke få 140.000 kroner, hvis du forlader Sjælland. Historien er til gengæld satire fra den absolut øverste hylde, og det bekræftes meget godt i, hvor mange mennesker, der er hoppet i med arme og ben.

Pengene skulle dække udgifter til køb af trailer og andre etableringsudgifter

Havde det været den 1. april i dag, er der ingen tvivl om, at Rokokoposten havde disket op med den bedste aprilsnar. Kalenderen har dog vist den første april, men i og med, at Rokokoposten er et satiremedie, der udelukkende skriver falske historier med et glimt i øjet, så skal der ikke herske tvivl om, at historien ikke er sand.

Dykker man ned i historien, så bør de fleste mennesker også kunne nå frem til dette, allerede i underrubrikken kommer det første smil frem på læberne, da man læser, hvad planen med de 140.000 kroner er.

“Jyder der frivilligt forlader København, får nu tilbudt en check på 140.000 kroner til hjemrejse, indkøb af trailertræk og andre etableringsudgifter vest for Storebælt,” lyder det i artiklen fra Rokokoposten.

I Rokokopostens artikel har de også ‘talt’ med den 34-årige eksiljyde, Nina Petersen, som skulle vælge at tage imod tilbuddet. Det vælger hun at gøre, fordi hun simpelthen synes, at sprogbarrieren mellem jyder og københavnere er for stor.

Grinet fra undertegnede blev blot større, da jeg læste fortsættelsen på citatet fra Nina Petersen. Hun havde nemlig planer om at ville bruge sine 140.000 kroner som et indskud til et hus i Holstebros forstæder og naturligvis også at få monteret et anhængertræk på hendes Nissan Qashqai.

Havde du luret, at historien fra Rokokoposten var falsk, eller var du måske en af de eksiljyder, der var fristet til at tage imod tilbuddet.