Den 13-årige er netop blevet fundet i live, og der er en 32-årig mand anholdt i sagen.
Politiet har nu til stor glæde meddelt, at pigen er fundet i live, og nu fortæller de, at der ligger en masse efterarbejde af, da de vil have stablet et tidsforløb på benene.
Indtil videre vil politiet ikke oplyse detaljer omkring anholdelsen, udover at den fandt sted lidt før klokken 15.
Politiet ønsker at takke alle de borgere, der har udvist stor interesse for at dele de oplysninger, der muligvis kunne være til gavn for politiet.
Den 13-årige forsvandt lørdag, efter at hun havde været i telefonisk kontakt med sin far omkring 11.30, hvor hun derfra blot skulle cykle fem kilometer til familiens bopæl.
Pigen ankom aldrig til bopælen, og hendes cykel, taske og mobiltelefon blev fundet i vejkanten lige uden for Kirkerup.
Omkring 15.30 lavede faderen et opslag på Facebook, og allerede omkring klokken 16 blev den 13-årige efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der igennem Twitter har holdt de danske borgere opdateret på sagen
Siden da begyndte en større politistyrke at søge efter den 13-årige pige. Med som hjælpende hænder havde de en helikopter, hunde og en drone.
Tidligt søndag stod det klart, at politiet havde afspærret en ejendom, der lå blot få kilometer fra, hvor den 13-årige var forsvundet. Samtidig blev en nærliggende skov afspærret.
I skoven fandt man friske hjulspor, og på adressen fandt man en rød varevogn. Alt sammen noget som havde politiets fulde opmærksomhed. På de afspærrede områder var der teknikere i DNA-dragter til stede.
Politiet har søndag arbejdet ud fra, at der er sket en kriminel handling mod den 13-årige pige.