Gæster må vente med at spise i Burger Kings restauranter.
Lige nu læser andre
Restauranterne rundt om i landet får lov til at genåbne i dag.
På restauranter med udendørs servering kan du slå dig ned uden at fremvise dit coronapas. Du skal dog vise dit coronapas og bestille bord forinden, hvis du vil indenfor.
Læs også
Disse krav er medvirkende til, at gæster må vente med at spise i Burger Kings restauranter.
Som følge af reservationskrav åbner Burger King ikke for deres spiseområder indendørs.
Det oplyser Burger King i en pressemeddelelse.
“Vi kommer desværre ikke til at åbne for vores siddepladser indendørs, da vi ikke har ressourcerne eller systemerne til at leve op til kravet om pladsreservation. Vi glæder os dog til at byde spisende gæster velkommen udendørs i de restauranter, hvor det er muligt, fra på onsdag,” siger Gustaf Wetterwik, Marketing Director Scandinavia hos Burger King.
Burger King åbner for alle udearealer og fortsætter med at tilbyde takeaway, levering og DriveThru. Fastfood-kæden håber på at åbne for spisende gæster indendørs efter den 5. maj, som er den dato, reservationsreglen indtil videre gælder frem til og med.
Slutter sig til rækken
Burger King slutter sig til rækken af spisesteder, som alligevel ikke kommer til at åbne for spisende gæster i restauranten fra onsdag den 21. april. Det skyldes kravet om, at gæster skal reservere plads mindst 30 minutter inden ankomst.
Konkurrenten McDonald’s har ligeledes meldt ud, at de ikke er blandt de restauranter, der kommer til at slå dørene op for indeservering fra i dag af.
“Vi kommer ikke til at kunne håndtere bordreservationer på kort sigt og kan derfor desværre ikke åbne for indendørs siddepladser frem mod 6. maj,” fortæller Pia Tobberup, der er kommunikationschef i McDonald’s Danmark, til DR.
Ligesom hos Burger King må gæsterne hos McDonald’s fra den 21. April gerne spise deres fastfood på de siddepladser, som de forskellige McDonald’s-restauranter har udendørs. De vil også køre videre med take-away og drive-in, som de har gjort under hele nedlukningen, oplyses der.