Dansk ugebladet lukker efter stort underskud

Skrevet af Nils Würtzenfeld

03/07/2018
Foto: Henning Bagger/Scanpix
Foto: Henning Bagger/Scanpix
Det danske ugeblad Tæt På lukker, efter rigmanden Karsten Ree ikke vil kaste flere penge i projektet.

Dagens topnyheder

Tirsdag er det kommet frem, at ugebladet Tæt På lukker efter ikke engang to år på bladhylderne.

- Vi er kede af at måtte fortælle, at den udgave af Tæt På, der netop er udkommet, bliver den sidste. Tak til alle købere og læsere, vi har været utrolig glade for jeres indspark og opbakning. Tak for nu, skriver Bladet selv i en meddelelse på Facebook.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldes lukningen, at ejer og rigmand Karsten Ree ikke længere øsnker at skyde flere penge i projektet, da bladet i lang tid har givet underskud.

Af samme grund udkommer Tæt På tirsdag for sidste gang.

- Det er ingen hemmelighed, at bladet har givet underskud længe. Og selv en mand med dybe lommer får på et tidspunkt nok af at tabe penge, forklarer ansvarshavende direktør, Erling Tind Larsen, til Ekstra Bladet.

Karsten Ree Holding ejer 51 procent af aktierne i Tæt På, mens Erling Tind Larsen, chefredaktør Per Kuskner, redaktionschef Peter Bugge og nyhedschef Nikolaj Vraa til sammen ejer de sidste 49 procent.

Erling Tind Larsen fortæller, at man i gennem længere tid har forsøgt at sælge bladet til andre, og at man til det sidste havde håbet på at kunne finde nogen, der ville overtage forpligtelserne fra Karsten Ree Holding - dog uden held.

- Vi synes selv, at vi har lavet et rigtig godt ugeblad. Vi har bare hele tiden ligget lidt under det forventede i salget, siger Erling Tind Larsen, der regner med, at Tæt På lukker med et samlet underskud på omkring 18 millioner kroner, til Ekstra Bladet.

Sidste år var dette underskud på 14 millioner kroner.

Hos B.T. erfarer man, at ugebladet har solgt i omegnen af 20.000 eksemplarer om ugen, men at oplaget skulle have ligget på 30.000.

På Facebook skriver nyhedsredaktør Nikolai Vraa, at det har været en fest at producere bladet:

- Tæt på udkommer desværre for sidste gang i dag. Men sikke en fest, det har været at skrive. Jeg synes vi går ud på toppen med historien om prins Nikolais kæreste og hans lejlighed på Amalienborg. Tak for denne gang og tak til alle dem, der var med til at gøre det til et fantastisk eventyr!
See you on the next Eldorado.

Tæt På udkom første gang i november 2016.