Det gik slet ikke som forventet: Sådan så kronprinsfamilien kampen lørdag aften

Skrevet af Julie Møller

04/07/2021
Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix.
Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix.
“Teknikken fejlede,” lyder det på kongehusets Instagram-profil.

Dagens topnyheder

Lørdagens kamp, hvor Danmark spillede mod Tjekkiet og sikrede sig en plads i EM-semifinalen, blev fulgt tæt af mange danskere. Hos kronprinsfamilien var der også tændt for tv’et i de royale gemakker. Men noget gik galt, tenikken fejlede, og derfor blev en bærbar computer løsningen.

“Teknikken fejlede, men gudsketakkelov for et alternativ. Trods størrelsen er det med spænding, at vi følger tæt (meget tæt) med i aftenens store kamp….. og det ser godt ud,” lød det i et opslag på Instagram.

Her kan man se prins Christian foran skærmen iført en landsholdstrøje med ‘Eriksen’ på ryggen.

Selvom teknikken fejlede, så gjorde det danske herrelandshold det ikke. En sejr på 2-1 betyder, at turen nu går til England.

Wembley på onsdag

Onsdag kl. 21.00 på Wembley Stadium i London finder semifinalen sted. Danmark møder England, og det bliver en kamp, hvor danske fans får svært ved at møde fysisk op. Indrejserestriktioner i England gør nemlig, at det ikke er muligt for danskere at rejse til den engelske hovedstad og opleve semifinalen.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.

Derfor er det kun danskere, der bor i England eller allerede er i England, der kan købe billet og komme ind til semifinalen.

Landstræner Kasper Hjulmand håber, at reglerne kan nå at blive ændret. Det skete både i Holland og Aserbajdsjan, hvor restriktionerne for de danske fodboldfans blev lempet.

“Vi håber, at Boris Johnson (Storbritanniens premierminister, red.) vågner op og giver adgang til en masse tusind danske fans, ellers må vi bære dem med ind på banen. Jeg håber, at en masse danskere får lov til at komme, men lad os se,” sagde Kasper Hjulmand til TV 2 efter sejren over Tjekkiet.