DMI: Det bliver køligt hele ugen - Helt ned til 13 grader

Skrevet af Henrik R

01/07/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Efter et ar uger med fremragende vejr, skal vi omstille os til lavere temperaturer. Det bliver nemlig køligt, regnfuldt og med en del blæst i løbet af de kommende dage.

Dagens topnyheder

Hvis man er fan af de høje temperaturer, som vi har haft i løbet af de seneste par uger, så vil man nok have brug for at iføre sig et par lange bukser og måske en ekstra trøje i løbet af denne uge.

Vejret tager nemlig en u-vending, hvor vi går fra mere end 30 grader i går, og til under 20 grader i dag. Faktisk forventes hele ugen at byde på temperaturer der ligger under de 20 grader, så strandturene må vente indtil næste uge.

Mandag bliver faktisk den dag i løbet af ugen, hvor vejret forventes at blive bedst. Temperaturen kommer til at ligge på mellem 15 og 20 grader, men det kommer til at føles lidt koldere, da der kommer en del blæst. Vinden vil tiltage i løbet af dagen, og visse steder i landet bliver det jævn til hård vind.

Solen kigger til tider frem i løbet af dagen, der også kommer til at byde på en del byger.

Regn og blæst

Vejret fra mandag fortsætter ud på tirsdagen, hvor der heller ikke blive meget sol at juble af. Regnen kommer til at fortsætte, ligesom der også vil være en hel del vind. Temperaturen tager et dyk ned af igen og vil ligge på mellem 14 til 17 grader.

I løbet af natten til onsdag vil temperaturen ligge helt nede på 8 til 12 grader, så nogen tropenat skal man ikke frygte for igen.

Onsdag kommer til at ligne tirsdag på en prik. Blæst og regn samt en lille smule sol. Temperaturen ligger på mellem 14 og 17 grader, og på vestkysten kan der kommer vindstød af kulingstyrke.

Torsdag bliver temperaturen mellem 14 og 18 grader, inden vi fredag kan få den koldeste dag meget længe, hvor der vil være helt ned til 13 grader i løbet af dagen. Når vi rammer weekenden vil temperaturen begynde at stige en lille smule igen, og hvis man er heldig, vil man blive mødt af 20 grader.

DMI skriver på deres hjemmeside, at de er sikre på, at det bliver koldt og blæsende, men at det er usikkert med mængden af nedbør.