DMI med nedslående melding: Slut med solskin

Skrevet af Mathias Madsen

22/04/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det er med at nyde den blå himmel, mens den er her.

Dagens topnyheder

De sidste par dage har vejret i Danmark spredt forårsfornemmelser over hele landet. 

Solen har de fleste dage skinnet fra en skyfri himmel, og temperaturerne har sneget sig op på den anden side af 15 grader og endda næsten helt op på 20 grader i nogle dele af landet.

Selvom kalenderen først skriver sommer om mere end én måned, er det altså nemt at mærke for tiden, at den er på vej. 

Sådan bliver det dog ifølge Klaus Larsen, som er meteorolog hos DMI, desværre ikke ved med at være. 

Det meteorologiske institut er nemlig kommet med en nedslående melding, som lyder på, at det er "slut" med det "skyefrie vejr."

"Vi skal nu til at vænne os til, at der kommer flere skyer på himlen. Allerede i dag får især de sydlige egne det at mærke," står der i dag på DMI's hjemmeside, hvor det også forklares, at det skyldes, "at højtrykket, der har givet os skyfrit vejr, trækker lidt mod vest, samtidig med at et mindre lavtryk er ved at bevæge sig mod nord op over Baltikum."

Det betyder, at vi efterhånden får "en lidt mere kold nordøstlig strømning ind over Danmark. Lørdag får Østersø-området et dyk i temperaturen, og resten af landet følger med på søndag."

Det tyder altså på, at det gode vejr i den første halvdel af weekenden skal nydes, da det i næste uge maksimalt bliver 14 grader og overskyet de fleste steder i landet. 

Derudover advarer DMI også om, at byger desværre "begynder [...] at dukke op" i næste uge.