DMI: Nu kommer solen, og den bliver her

Skrevet af Henrik R

19/03/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Vejret kommer til at se strålende ud i løbet af de næste par ugers tid, hvor det skulle være minimalt med regn og til gengæld masser af sol. Temperaturen stiger også stødt, og nu vil det snart være muligt at gå rundt med korte ærmer igen.

Mest læste i dag

Alt for længe har vi gået med overskyet vejr og regnfulde dage. I går begyndte dagen også med silende regn, men langsomt begyndte det at klare op, og solen kiggede ned over Danmark resten af dagen.

Allerede fra morgenstunden i dag kan man glæde sig over, at solen atter er fremme, og denne gang bliver den det heldigvis også. Vi er nemlig for en stund sluppet af med det grå og kedelige vejr vi har haft i marts, og i denne uge kan vi forvente, at det bliver erstattet af masser af sol og varme grader.

I dag kan vi forvente, at temperaturen rammer op omkring de 10 grader, men det er også den koldeste dag, vi kommer til at opleve i denne uge. Allerede i morgen viser temperaturen nemlig 12 grader, og torsdag skulle den stige til 13 grader.

Den varme holder ved hele ugen, hvor det dog igen søndag begynder at aftage en lille smule. Udsigterne peger dog på, at vi får masser af sol i løbet af denne uge, og er man lidt frisk, så bør det være muligt at smide jakken flere gange, så man kan få lidt sol på de bare arme.

Det gode vejr fortsætter ind i næste uge

Mens uge 13 ser ud til at skulle blive en god en af slagsen, så peger uge 14 altså også mod, at den bliver rigtig god. I månedsprognosen hos DMI er de ikke blege for at melde ud, at vi kommer til at få pæne solskinsdage og to-cifrede dagtemperaturer samtidig med, at vi også kommer til at få relativt tørt vejr.

Det er dog også på tide, at vi får bedre vejr. I går hvor marts blot var 18 dage gammel, var der allerede blevet sat en negativ rekord. Hele 102.7 millimeter havde det regnet, hvilket gør det til den vådeste marts nogensinde.

Vi skal nemlig tilbage til 1979 for at finde den marts måned, der tidligere havde rekord. Der lød det på 100 millimeter. Det har vi altså allerede slået pr. 18. marts, men heldigvis så er der heller ikke mere der tyder på, at der skulle komme forfærdeligt meget regn i den resterende del af måneden.