DMI: På vej mod de 17 grader

Skrevet af Henrik R

01/04/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Hvis du også er blandt dem, der bare venter på de høje varmegrader, så du kan komme ud at sole dig, så skal du glæde dig til fredag, hvor vi bør få årets hidtil varmeste dag.

Mest læste i dag

Vi er netop trådt ind i uge 14, og selvom DMI havde forudset, at det skulle gå hen og blive koldt og gråt i starten af denne uge, så har vi fået en pragtfuld start på dagen. Køligt er det bestemt, men solen skinner og det kan man ikke undgå at blive glad af.

I dage vil temperaturen ligge mellem 5-10 grader i løbet af dagen, mens det i nat vil blive rigtig koldt, hvor man kan forvente en temperatur, der er lige ved at ramme frysepunktet. Til gengæld så kan vi se frem til resten af ugen, hvor vejret bliver bedre og bedre, for hver dag der går.

Vi vil dog i løbet af midtugen få en del regn, men temperaturen vil i samme ombæring begynde at stige, og det betyder faktisk, at vi kommer til at få dage, hvor vi kan ramme helt op mod 17 grader. Allerede torsdag er vi oppe mod de 15 grader, inden vi på fredag vil få op til 17 grader.

Fredag lader til at blive den bedste dag på ugen, hvor der bliver tørt og med en del sol i løbet af dagen. Har man planer om at skulle nyde naturen i denne uge, så bør man klart sigte efter fredag, hvor det kan gøres i t-shirt og shorts, hvis man er en smule frisk.

Den første sommerdag nærmer sig

Overordnet set ser det ud til, at vejret bare bliver bedre og bedre, og derfor går der nok heller ikke forfærdeligt længe, før vi rammer den første sommerdag. Den første sommerdag er en dag, hvor der er mindst 25 grader, og det kan vi altså allerede få i løbet af denne måned.

Det bliver dog ikke indenfor det første to uger af april, men i denne periode kan vi snildt komme op at ramme de 20 grader.

I uge 15 og 16 skriver DMI nemlig i deres månedsprognose, at de typiske temperaturer vil spænde mellem 10 og 20 graders varme, og at vi samtidig vil få mindre regn at se, end vi plejer. Det dufter dermed af en rigtig god lun måned, og det starter i den grad på fredag.