DMI: Tocifrede dagtemperaturer vender tilbage i weekenden

Skrevet af Henrik R

01/11/2019
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
I dag får vi en af de koldeste dage vi hidtil har haft i løbet af dette efterår, men det vender heldigvis hurtigt, og så får vi en ganske 'lun' weekend.

Dagens topnyheder

Det er begyndt at blive isende koldt i Danmark, og i dag bliver desværre ikke nogen undtagelse. I nat var temperaturen igen omkring frysepunktet, hvilket betyder, at der er rimglatte veje rundt omkring i Danmark fra morgenstunden.

I dag vil temperaturen have en af de laveste dagstemperaturer, vi har haft i dette efterår, da DMI vurderer, at der kun vil blive mellem 5 og 8 grader i dag. Heldigvis vil dagen starte tørt ud med en del sol, men senere på dagen vil der blive overskyet.

Nattetemperaturen ligger på mellem 3 og 7 grader, så der burde ikke være risiko for, at du skal fjerne frost fra forruden i morgen.

Lidt varme vender tilbage

Retter vi så blikke mod weekenden, så bliver det en positiv en af slagsen. Hvert fald hvis vi kigger på temperaturen.

DMI pointerer nemlig i deres 7-døgnsudsigt, at vi får tocifrede temperaturer tilbage i denne weekend, og det er vi bestemt ikke trætte af.

Lørdag kan det blive helt op mod 13 grader. Det vil være en dag, der er overskyet og med regn mange steder, men senere på dagen kan det klare op.

Temperaturen i løbet af natten ser også ganske lun ud, da det bliver mellem 7 og 10 grader. Altså får vi en varmere nattetemperatur fra lørdag til søndag end vi gør i løbet af dagen i dag.

Søndag falder temperaturen lidt, men der vil fortsat være mulighed for at komme op i de tocifrede varmegrader. Helt op til 12 grader lyder prognosen på, og det tager vi med os.

I løbet af søndag vil der komme skyer og perioder med regn, men der vil også være perioder med sol. Nattetemperaturen vil ligge på mellem 6 og 10 grader, så heller ikke mandag morgen skal der skrabes frost af ruderne.