Der var tilsyneladende ikke grænser for kreativiteten, da Lars Boje Mathiesen tidligere stod i spidsen for partiets kreditkort.
Ifølge interne dokumenter fra Nye Borgerlige, som Frihedsbrevet har fået adgang til, brugte det nu tidligere folketingsmedlem partiets midler på blandt andet undertøj, en smoking og en MacBook – samt ukendte genstande fra byggemarkedet Jem & Fix.
Det skriver B.T.
Den interne redegørelse til partiets hovedbestyrelse fastslår, at der var tale om private indkøb, som aldrig burde være havnet på partiets regning.
"Udgifterne havde privat karakter og handlede om en MacBook, undertøj, en smoking og andre ting, der ikke kunne identificeres på det dårlige billede, som Lars Boje Mathiesen fremsendte som dokumentation," lyder det i redegørelsen.
Historien starter i foråret 2023, hvor Boje Mathiesen, der dengang stadig var medlem af Nye Borgerlige, indsendte en regning på 35.848 kroner til dækning af indkøbene. Ifølge dokumenterne blev beløbet udbetalt ved en fejl.
Mere end et år før han krævede betalingen, havde han fået leveret MacBooken til sin privatadresse – til trods for, at Folketinget allerede havde stillet IT-udstyr til rådighed for hans politiske arbejde.
Professor emeritus Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet undrer sig højlydt over Boje Mathiesens prioriteringer.
"Det er godt nok svært at komme i tanke om, hvad man kan få i Jem & Fix, som er politisk arbejde," siger han til Frihedsbrevet.
Striden om de betalte private udgifter blev først opdaget, da Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet fra Nye Borgerlige efter et dramatisk brud, hvor han krævede et uopsigeligt formandsvederlag på 55.000 kroner om måneden oveni sin løn som folketingsmedlem.
Selv forklarer Boje Mathiesen, at MacBooken skulle bruges til at producere en partisang via programmet Logic, der kun virker på Apple-produkter – en forklaring, som Frihedsbrevet kan berette aldrig førte til en færdigproduceret sang.
I dag har Lars Boje Mathiesen stiftet sit eget politiske projekt, Borgernes Parti, som han kalder "partiet med den sunde fornuft".