Noget tyder på Dr. Seuss' ikoniske, julehadende karakter Grinchen har fået en makeover. Han har skiftet den grønne pels ud med bruncreme og jakkesæt.
Selv julen står nemlig for skud, hvis man spørger den amerikanske legetøjsbranche, som nu sender nødråb mod Washington.
Mens præsident Trump truer Kina med nye toldsatser, begynder frygten at brede sig hos både legetøjsproducenter og børnefamilier: Vil julesæsonen 2025 komme til at mangle Barbie, bamser og byggesæt?
Det skriver TV 2.
Præsidenten har gjort det klart, at han ikke agter at lade handelskrigen med Kina glide i baggrunden – heller ikke selv om konsekvenserne rammer landets yngste.
“Nogen sagde: ‘Åh, hylderne kommer til at stå tomme’. Men så må børnene måske nøjes med to dukker i stedet for 30, ikke? Og måske koster de to dukker et par dollars mere, end de plejer,” udtalte han i et pressemøde.
Udmeldingen kommer, samtidig med at 75-80 procent af alt legetøj, som sælges i USA, i dag bliver produceret i Kina. Med de nye toldsatser på op til 145 procent risikerer både priser og udbud at blive kraftigt påvirket, og det kan få massive konsekvenser for julehandlen.
Ifølge brancheorganisationen Toy Association, som repræsenterer 850 amerikanske legetøjsproducenter, er situationen kritisk.
“Vi har en fastfrossen forsyningskæde, der bringer julen i fare. Hvis vi ikke snart får gang i produktionen, er der stor sandsynlighed for, at vi kommer til at mangle legetøj i julesæsonen,” advarer direktør Greg Ahearn til New York Times.
To ud af tre medlemmer af Toy Association har ifølge Ahearn allerede annulleret bestillinger, og halvdelen frygter, at de kan blive nødt til at lukke forretningen, hvis toldmurene mod Kina forbliver stående. Og mens maj måned stadig føles ny, har julesæsonens travlhed allerede ramt producenterne, der normalt bestiller varer flere måneder i forvejen.
Om de amerikanske børn må nøjes med færre gaver under træet, afhænger nu af politiske forhandlinger – og af, hvor fast Trump vælger at stå på sit handelsmæssige slagnummer.